Roskilde Bank har tabt stort på ejendomme

Roskilde Bank har måttet nedskrive 880-900 millioner kr. hovedsageligt på engagementer i ejendomssektoren, og det har ført til, at banken sættes til salg. Samlet forventer banken et underskud på 520-540 millioner kr. i 2008.

– I forbindelse med den normale gennemgang af udlån og garantier i sammenhæng med uarbejdelse af halvårsregnskabet har bankens ledelse måttet konstatere, at der vil skulle foretages nedskrivninger i et væsentligt større omfang end hidtil antaget, skrev Roskilde Bank derfor i en meddelelse den 10. juli.

Roskilde Bank har fokuseret stærkt på vækst i de seneste år, og en stor del af den vækst er sket via udlån til ejendoms- og udviklingsprojekter. Mange af dem er fortsat sunde og tæller en lang række af branchens mest kendte aktører, men en række af kunderne må banken altså nu nedskrive på.

Ifølge Berlingske Tidende er en række af de største problematiske udlån givet til developeren Jørgen Olsen og en række boligprojekter, mens andre er givet til ejendomsinvestoren Kenneth Schwartz Thomsen.

I forbindelse med, at adm. direktør Søren Kaare-Andersen tiltrådte den 1. juli 2007 var et af de erklærede mål at nedbringe mængden af eksponering mod ejendomssektoren, som udgjorde 43 procent af bankens udlån. Men reduktionen har altså ikke kunnet gennemføres i et tempo, der var hurtigt nok til at imødegå dele af branchens bratte fald i ejendomsværdier og usolgte projektlejligheder.

– Som følge af, at en lang række af de engagementer, der er oprettet for flere år siden, indeholder betydelige kredittilsagn, har det kun været muligt langsomt at reducere eksponeringen, påpeger Roskilde Bank.

– Uroen på de finansielle markeder – og ikke mindst krisen på det danske ejendomsmarked – har medført, at en række af de store udlånsengagementer, har udviklet sig i meget negativ retning, og det må desværre konstateres, at denne udvikling har overhalet den igangsatte proces med en kontrolleret reduktion af eksponeringen mod ejendomsområdet.

Det har fanget banken i en likviditetsklemme.

– Bankens ledelse har undersøgt muligheden for at gennemføre en kapitaludvidelse, men er kommet til den konklusion, at en sådan ikke vil være mulig at gennemføre, oplyser Søren Kaare-Andersen.

Pt. er Roskilde Bank for så vidt solvent, men i forbindelse med, at kreditvurderingsinstituttet Moodys den 4. juli nedskrev Roskilde Banks ratings, tilspidsede situationen i forhold til fremtidig tiltrækning af kapital.

Nationalbanken har stillet en likviditetsgaranti for indskyderne i Roskilde Bank, mens Corporate Finance-selskabet Danske Markets er gået i gang med at finde en køber af hele eller dele af Roskilde Bank.

Yderligere oplysninger: www.roskildebank.dk





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder