mandag 16. oktober 2017 13:06
Walls er kommet i gang med ikonisk 14-etagers højhus på Islands Brygge
Islands Brygge får et nyt boligtårn med 14 etager med udsigt fra øst til vest og fra nord til syd. Herfra kan de kommende boligejere følge livet på Bryggen og se ind over Københavns skyline og ud til Øresund.
På hver etage bliver der to boliger hver på cirka 150 kvadratmeter plus en stor altan hele vejen rundt. I alt bliver der 26 boliger. Projektet har været i støbeskeen siden 2014, men en lokalplan skulle ændres, før det markante byggeri kunne gå i gang.
Silver Arrow opføres med ejerlejligheder i højden, mens stueplanen indrettes til erhverv blandt andet til at servicere de nye beboere. Byggeriet er allerede i gang og betonelementerne blev sat i jorden i september, meddeler projektlederne hos M3S.
Ved siden af Silver Arrow bygger walls 34 boliger i seks etager. Disse bygninger får hvidpudsede facader og mursten fra Pedersen Tegl.
Holgaard Arkitekter tegner projektet, mens Erik Pedersen og Cowi er ingeniører.
Læs også: Walls på vej med nyt 12 etagers højhus på Islands Brygge