mandag 25. september 2017 10:48
Calum opfører 160 boliger på grund i Gellerup
Inspireret af Aarhus Kommune vil udviklingsfirmaet Calum nu være med til at bygge mere kvalitet ind i Gellerup. Calum har adgang til en større grund på Gudrunsvej i Gellerup, og her vil virksomheden opføre ca. 160 kvalitetsboliger.
Ifølge Calum kunne timingen ikke være bedre. Gellerup har tidligere været et uroplaget område, men nu har Aarhus Kommune besluttet at prøve at løse problemerne.
– Aarhus byråd vil bringe Gellerup op på niveau med resten af Aarhus, og det er man godt på vej med. Aarhus Kommune flytter omkring 1000 offentlige arbejdspladser til Gellerup. Letbanen får tre stationer, hvilket letter transporten for beboerne. Herudover har lokalpolitikerne vedtaget at etablere 2000 nye private boliger, nye børnehaver, skoler, fritidstilbud, herunder en ny svømmehal, samt en politistation i nærområdet. De mange tilbud vil løfte oplevelsen af at bo og arbejde der, hvilket igen vil hente nye tilflyttere, siger Jacob Axel Nielsen, adm. direktør hos Calum.
Det aalborgensiske ejendomsfirma, ejet af Henrik Calum, engagerer sig i områder på vej frem. Både på grund af Aarhus Kommunes udviklingsinitiativer samt den stigende efterspørgsel på boliger i Aarhus, passer det optimalt med Calums investeringsstrategi at udvikle Gellerupgrunden.
Men det er ikke den eneste grund til, at Calum vil byudvikle Gellerup.
– Med en stor egenkapital har vi mulighed for at byudvikle mange steder i landet. Men det giver os en ekstra stor kvalitet og tilfredshed at få lov til at byudvikle i netop Gellerup, som har haft sociale udfordringer. Vi er imponerede af de konkrete byudviklingsinitiativer, som Aarhus Kommune har sat i søen. Det er et vigtigt projekt, fordi det ikke blot løfter bybilledet, men på markant vis også skaber mere kvalitet i beboernes tilværelse. Det vil vi gerne bakke op om og være en del af, siger Jacob Axel Nielsen.
Grunden på Gudrunsvej har tidligere tilhørt Brabrand Boligforening, som har revet en række bygninger ned for at gøre plads til Calums boligprojekt. Brabrand Boligforening driver sammen med Aarhus Kommune den overordnede udvikling af området.