(foto: M. Goldschmidt Holding)

Lægernes Pension køber Vega og 8-tallet af Goldschmidt Holding

Lægernes Pension har købt en portefølje med 11 storkøbenhavnske ejendomme på samlet over 50.000 kvm. af M. Goldschmidt Holding. Handlen omfatter erhvervs- og boligejendomme i de københavnske bydele Vanløse, Vesterbro og Ørestad samt på Frederiksberg og i Hvidovre og Lyngby.

– For os er det en interessant investering med udsigt til at kunne give vores medlemmer et fornuftigt og langsigtet afkast. Der er tale om veldrevne ejendomme i hovedstaden med en god risikospredning mellem kontor og boliger fordelt på mange lejere. Flere af ejendommene har desuden et udviklingspotentiale med for eksempel ekstra byggeretter og mulighed for at udnytte tagetager, siger chef for aktier og alternative investeringer Jan H. Willard, Lægernes Pension.

Porteføljen omfatter ejendommen Enghavevej 40 med spillestedet Vega på Vesterbro, kontordelen af det prisbelønnede 8-tallet-kompleks i Ørestad Syd, fem ejendomme på Frederiksberg og to blandede ejendomme nær det kommende indkøbscenter Kronen Vanløse.

Vega købt af Lægernes Pension.

– Vi er meget tilfredse med handlen, som sker efter en god proces og på et tidspunkt med efterspørgsel på centralt beliggende ejendomme i hovedstaden. Med Lægernes Pension får ejendommene en god og langsigtet ejer, som kan videreudvikle dem, mens vi kan koncentrere kræfterne om at udvikle og opføre 1300 boliger i det centrale Hillerød, siger Søren Bjørn Hansen, viceadministrerende direktør i M. Goldschmidt Holding.

M. Goldschmidt Holding-koncernen har en todelt strategi for ejendomme. Dels at investere langsigtet i området ved Grønningen og det centrale København omkring Østerport Station, dels at investere til udvikling og videresalg i Storkøbenhavn.

Transaktionen er formidlet af Lintrup & Norgart, der har været eksklusiv rådgiver for M. Goldschmidt Holding. Lægernes Pension har under forhandlingerne været repræsenteret af Fokus Asset Management, som også skal forvalte og administrere ejendommene.

Parterne ønsker ikke at offentliggøre købesummen, men ifølge Børsen er der tale om en transaktion i størrelsesordenen af 900 millioner kr.

Læs også: ATP Ejendomme bygger hotel og 150 boliger for 600 millioner kr. i Ørestad





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder