mandag 19. juni 2017 08:35
Yderligere 2500 nye boliger på vej i Århus
Brabrand, Trøjborg og Åby. Det er blot nogle af de steder, hvor der i løbet af få år vil skyde endnu flere nye boliger op, og meningen er, at der skal være boliger til forskellige indkomstgrupper.
– Aarhus vokser hastigt, og det stiller også store krav til udbuddet af blandede boliger i byen. Alene på det kommende byrådsmøde skal vi behandle ni lokalplaner, der betyder, at Aarhus får mange nye boliger og medvirker til at skabe en bedre social balance i byen, siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø.
De ni projekter, som Magistraten og byrådet skal behandle i den kommende uge, indeholder flere end 2500 boliger, og fordeler sig på mange forskellige placeringer i byen.
– Planerne betyder, at der kommer boliger på Trøjborg, i Brabrand, i Tilst, i Gellerup, i Åby, på Aarhus Ø samt ved det gamle hovedbibliotek. Der bliver bygget i alle prisklasser og størrelser. For eksempel kommer der ca. 350 almene ungdomsboliger i Gellerups Hejredalskvarter, mens der med projektet SHiP på Aarhus Ø bliver bygget ca. 210 primært store boliger. Projekterne favner bredt og bidrager dermed til at Aarhus fortsat udvikler sig som en by med plads til alle, siger Kristian Würtz.