SLA, Henning Larsen Architects og Cubo blandt teams, der skal kæmpe om at omdanne kulkranspor i Aarhus

Aarhus Kommune har igangsat en projektkonkurrence om udviklingen af det gamle Kulkranspor til en ny oplevelsesforbindelse. Ud af de 26 forskellige teams, der har søgt om deltagelse i konkurrencen, er seks teams inviteret til at udarbejde hver deres forslag til, hvordan fremtidens Kulkranspor skal se ud. Blandt de udvalgte teams optræder flere forskel lige virksomhedsprofiler og internationale deltagere, der kan være med til at sikre nuancerede bud på den nye oplevelsesforbindelse.

– Det er seks skarpe teams, der er udvalgt til at komme med deres bud på fremtidens Kulkranspor, og de repræsenterer flere forskellige kompetencer, baggrunde og nationaliteter. Det giver os et spændende konkurrencefelt, som kommer til at belyse udviklingsmulighederne fra flere forskellige vinkler, og det bliver enormt spændende at se, hvad de finder på, og i hvilken retning de går, siger Bente Lykke Sørensen, chef for Bolig og Projektudvikling, Aarhus Kommune.

Sydhavnens gamle Kulkransspor, der tidligere har været brugt til at flytte kul til gasværket, udgør i dag en vigtig del af Aarhus’ kulturarv. Det vil det fortsat gøre, når det igen skal i funktion som åbningstrækket i udviklingen af Sydhavnskvarteret til en ny bydel kendetegnet ved erhverv, byliv og mangfoldighed.

Konkurrenceforslagene skal derfor vise, hvordan Kulkransporet kan styrke sammenhængen i hjertet af Aarhus, og hvordan erhverv, byliv og social mangfoldighed kan berige hinanden omkring denne nye stærke forbindelse. Kulkransporet har stort potentiale og åbner op for masser af muligheder. Ud over at være forbindelsesled mellem midtbyen og Sydhavnskvarteret, kan omdannelsen af Kulkransporet være med til at skabe et nyt rekreativt byrum i sig selv, hvor tankerne ledes mod New Yorks populære High Line.

De udvalgte teams går nu i gang med at udvikle deres projektforslag, som afleveres i september 2017. Til oktober udpeger bedømmelseskomitéen det eller de teams, der skal gå videre i konkurrencen om at levere det endelige vinderforslag.

Det vindende forslag forventes udpeget i februar 2018.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder