Arkivfoto af containerboliger i Københavns Havn tegnet af BIG.

Københavns Kommune vil bygge 800 midlertidige studieboliger

København vokser. Hver eneste måned bliver der 1.000 flere borgere – heraf rigtig mange studerende, der vil til hovedstaden for at studere og allerhelst have en bolig blandt andre unge i et spændende kvarter.

Det åbner en ny lov for, som Folketinget vedtager i den nærmeste fremtid. Loven giver som noget helt nyt tilladelse til at opføre midlertidigt byggeri til studerende i op til 10 år på grunde, hvor byggeriet af en eller anden grund ligger år ude i fremtiden.

– København vokser med 1.000 borgere om måneden. En del af dem er studerende, der gerne vil bo i byen omgivet af andre unge. Det giver vi dem nu en helt unik mulighed for ved at udnytte den nye lov maksimalt, siger overborgmester Frank Jensen.

– København skal være en blandet by med boliger til at betale for alle indkomsttyper. Det skal vi sikre politisk med alle de redskaber, vi har – og her har vi en mulighed for at give et godt tilbud til de studerende.

Overborgmesteren vil i den kommende uge lægge et forslag om at benytte lovens muligheder fuldt ud frem i Borgerrepræsentationen. Ifølge kommunen vil det kunne give omkring 800 boliger i København, fx containerboliger eller andre midlertidige boligkoncepter. Boligerne vil især kunne ligge i byens perspektivområder, hvor der først om en årrække skal bygges – nemlig Nordhavn, Godsbaneterrænet, Refshaleøen og Kløverparken.

Der vil også kunne laves mindre projekter i den eksisterende by på tomme grunde eller i tomme bygninger. Der kan gives dispensation til at bygge midlertidigt i op til 10 år – og ordningen kan forlænges.

– Den her type boliger vil klæde København og passe fantastisk godt ind i ’upolerede’ områder som Nordhavn, Godsbaneterrænet og Refshaleøen. Samtidig får en masse studerende mulighed for at få en spændende bolig sammen med andre studerende, mens de er unge og ikke har så stort et behov for mange kvadratmetre, siger overborgmesteren.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder