torsdag 04. maj 2017 00:11
Barfoed Group får bedste resultat nogensinde
Barfoed Group opnåede i 2016 et resultat på 742 mio.kr, hvilket var på niveau med rekordoverskuddet i 2015. Resultatet i 2015 var imidlertid markant påvirket at store værdireguleringer af selskabets rentesikringsinstrumenter, mens resultatet i 2016 er baseret på en stadig stigende indtjening fra driften og en værdiforøgelse af ejendomsporteføljen. Resultatet vurderes derfor af selskabets ledelse til at være en betydelig forbedring af indtjeningen.
Resultatet før værdireguleringer endte på 107 millioner kr., hvilket er en forbedring på 11 procent i forhold til året før og faktisk det bedste i selskabets fireårige levetid. Huslejeindtægter steg med 10,7 millioner kr., hvilket er en stigning på 2,8 procent
Udlejningsmarkedet har de seneste år været præget af både stigende efterspørgsel og lejepriser på såvel boligudlejningslejemål som butikslejemål i de største byer, skriver selskabet. For yderligere at styrke driften forventes en fortsættelse af ombygningen fra kontorer til boliger samtidig med, at fremtidige tilpasninger af ejendomsporteføljen vil underbygge denne udvikling.
I de kommende år forventes indtjeningen fra driften af ejendomsporteføljen bibeholdt på det nuværende niveau, mens værdireguleringen af selskabets ejendomme primært vil være relateret til lejeudviklingen og ikke ændringer i de afkast, ejendomme kan handles til i markedet. Med dette udgangspunkt forventes et resultat i 2017 på 150-175 millioner kr.