Vagn Risby Mortensen. Foto: Byggeriets Billedbank.

Hospitalsbyggechef skifter til Fokus Asset Management

Byggechef Vagn Risby Mortensen har søgt nye udfordringer, og derfor søger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist nu en ny profil til ledergruppen på milliard-projektet.

Claes Brylle Hallqvist var ikke ubetinget overrasket, da ham med beklagelse tog imod opsigelsen fra byggechef Vagn Risby Mortensen, der nu forlader Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg til fordel for en ny stilling som projektchef hos Fokus Asset Management.

– Vagn har været en drivende kraft i udviklingen af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg igennem 7 år og et meget stort aktiv for projektet. Men på ethvert projekt er medarbejderne ansat på lånt tid, og jeg har kendt Vagns ønske om at finde nye udfordringer. Vi har sammen prøvet at finde det rigtige tidspunkt for projektet og for ham at skifte job, siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, der er ansvarlig for byggeriet af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Der er netop slået en stilling op som ny byggechef, der vil få ansvaret for færdigprojektering, udbud, realisering og aflevering af Akuthuset, som er det største delprojekt i Bispebjerg-projektet, med en håndværkeromkostning på cirka 1,5 milliarder kr.

– Vi går ind i en fase med mere udførelse og mindre planlægning, så det er et naturligt tidspunkt at få nye kompetencer i ledelsesgruppen. Vi søger en profil, der både skal være med til den sidste del af projekteringen og til selve udførelsen af Akuthuset.

Vicedirektør Claes Brylle Hallqvist skal nu finde en ny byggechef for milliardbyggeriet på Bispebjerg. Foto: Byggeriets Billedbank/Bispebjerg.
Vicedirektør Claes Brylle Hallqvist skal nu finde en ny byggechef for milliardbyggeriet på Bispebjerg. Foto: Byggeriets Billedbank/Bispebjerg.

Vagn Risby Mortensen skifter til en stilling som projektchef hos Fokus Asset Management, der forvalter ejendomme for en række investorer.

– Jeg har haft nogle afsindigt spændende år på Bispebjerg. Det er en once-in-a-lifetime-chance at være med til at udvikle et nyt hospital. Men jeg er en person, som gerne tager mod nye udfordringer, og tiden var nu moden for både mig og projektet, siger Vagn Risby Mortensen.

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg skal opføres på Bispebjerg Hospitals område frem til 2024. Projektet består af flere delprojekter: Et parkeringshus, som er taget i brug, Laboratorie- og Logistikbygningen, Akuthuset, Ny Psykiatri Bispebjerg samt renovering af eksisterende bygninger. Hele projektet er finansieret af Kvalitetsfonden med 2,95 milliarder kr. og af Region Hovedstaden med 1,03 milliarder kr.

I alt investerer Region Hovedstadende kommende år 15 milliarder kr. i syv nye hospitalsbyggerier, heraf kommer 8 milliarder kr. fra Statens Kvalitetsfond.

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder