Katredal Højhuset (Foto: Calum)

Calum opfører 211 boliger i nye bydele i Nørresundby

Ejendomsudviklingsselskabet Calum ombyggede for et par år siden en af de mest markante industribygninger i området ved Lindholm Brygge i Nørresundby – kaldet Katedralen – til ungdomsboliger. Selskabet har dog planer om at der skal komme endnu flere boliger i området.

– Lige ved siden af bygger vi et 10-etagers hus på cirka 4000 boligkvadratmeter. Der bliver 40 lejligheder til udlejning, som alle får store sydvendte altaner, og fra de fleste af lejlighederne er der udsigt over Aalborg og Limfjorden mod Egholm, siger direktør i Calum, Jakob Axel Nielsen.

Desuden har Calum netop startet byggeriet af 21 rækkehuse i en og to etager vest for Katedralen. De forventes færdige om et lille års tid. Calum regner også med at starte byggeri af endnu et boligprojekt i området. Det bliver tre blokke med cirka 70 lejligheder på i alt 6000 boligkvadratmeter.

– Så vi snakker om i alt over 12.000 boligkvadratmeter, som enten er i gang eller forventes startet snarest. Alle tilladelser til byggeriet er i orden, siger Jakob Axel Nielsen.

Første Stigsborg-boliger
I den østlige del af Nørresundby er Calum allerede i gang med byggeri af 80 lejligheder i Stigsborg-bydelen. Det er det tidligere industriområde bag Teknisk Forvaltning. Aalborg Kommune satser meget på at få udviklet området til en ny bydel, og Calum er den første, som bygger i området. Der er ved at blive lavet stisystemer i område, som ligger få hundrede meter fra Limfjorden.

Der laves to bygninger med lejligheder. Den første blok er klar sidst på året – og den sidste halvdel lejlighederne er klar i sommeren 2018. Der bliver tale om 2, 3 og 4 værelses lejligheder i et byggeri i op til seks etager.

Arealet er hævet, og hver bygning er bred hesteskoformet og drejet sådan, at næsten alle lejligheder får udsigt til Limfjorden og Aalborgs havnefront, og alle lejligheder får sydvendt terrasse, altan eller tagterrasse.

– Det er Calum, der har udviklet projektet og opfører bygningerne. Men når lejlighederne er færdige, er de for et trecifret millionbeløb solgt til en lokal, privat investor, som ønsker at være anonym. Alle lejlighederne skal være udlejningslejligheder, siger Jakob Axel Nielsen.

Boligerne opføres på cirka en tredjedel af det areal, som Calum ejer i Stigsborg.

– Vi har forskellige ideer og planer med de resterende to tredjedele – også med erhvervsbyggeri – men indtil videre arbejder arkitekterne med ideerne, siger Jakob Axel Nielsen.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder