onsdag 08. februar 2017 15:26
Novos datterselskab lejer 10.000 kvm. domicil i Virum af PKA
Novos datterselskab NNE har lejet nyt domicil. Der er tale om det 10.000 kvm. store Hirschsprung Hus i Virum, som udlejes af pensionsselskabet PKA.
Ejendommen, der oprindeligt blev bygget til tobaksproduktion hos A. M. Hirschsprung & Sønner i 50’erne, har blandt andet været hovedkontor for ingeniørvirksomheden Rambøll, indtil de valgte at flytte til Ørestad.
Efterfølgende har den været indrettet som en flerbrugerejendom med flere fælles faciliteter, og da NNE primært ønskede en domicilejendom, krævede det en tilpasning med blandt andet et nyt og separat indgangsparti, for at tilgodese alle ønsker og behov. Derudover måtte en af de eksisterende lejere måtte flytte til andre lokaler i ejendommen.
– Vi er meget tilfredse med at ejendommen nu er fuldt udlejet og fremover vil være beboet af en så velrenommeret og attraktiv lejer som NNE, udtaler ejendomschef Nikolaj Stampe, PKA.
Flytter til opgraderet ejendom i 2018
I forbindelse med de seneste ombygninger er ejendommen blevet bæredygtighedscertificeret efter DGNB-standarder for eksisterende erhvervsejendomme. Ejendommen fik guld på baggrund af en række grønne løsninger som fx installering af LED-belysning og reducering af varmepåvirkning fra vinduer.
Sammen med beliggenheden og tilpasningen til virksomhedens behov, var de næsten 500 p-pladser afgørende for, at NNE slog til.
– I Newsec er vi glade for at have bistået parterne i indgåelse af en kompleks men for alle parter god aftale. Som lokal borger i Virum er der en dobbelt glæde ved at tiltrække en så spændende arbejdsgiver til lokalområdet og vidensbyen Lyngby-Taarbæk, siger seniorpartner Brian Tretow-Loof hos Newsec Egeskov & Lindquist, der har stået for udlejningen.
Newsec oplever generelt en stigende efterspørgsel efter lejemål i Storkøbenhavn og har flere igangværende forhandlinger med lejere der søger lignende lejemål nord og vest for København.