Anne Skovbro har haft nogle travle dage.
I sidste uge sagde hun farvel til samarbejdspartnere og kollegerne i By & Havn, og i denne uge har hun haft første arbejdsdag i Danica Ejendomme og deltaget ved Ejendomsdagene i Helsingør.
Fredag formiddag fortalte hun i samtale med Christoffer Bagge om karriereskiftet og om at stå i spidsen for en organisation, der i perioder har været i fokus – på godt og ondt – i offentligheden i hendes otteårige regeringstid.
– Det har ikke altid været skideskægt, men det er en del af jobbet, og sådan er det blevet, sagde Anne Skovbro om noget af den kritik, som har været rettet mod By & Havn og Anne Skovbro selv.
– Det har ikke altid været sjovt, og noget af den modstand er også blevet personlig mod mig. Men man er nødt til at tage det alvorligt, sagde hun.
– Det skal vi tænke over som branche, for politikerne kommer ikke til at tage det skrald. De skal genvælges. Vi skal starte med at erkende, at hvis vi ikke som branche viser, hvad vi kan bidrage med til samfundet, så ender vi et sted ligesom landbruget, understregede hun.
Du kan læse Estate Medias store interview med Anne Skovbro i forbindelse med jobskiftet fra By & Havn til Danica Ejendomme ved at klikke her.






