Tilmeld dig Estate Medias daglige nyhedsbrev her  – og få eksklusive historier og analyser om og til den danske ejendomsbranche direkte i din indbakke.

Hostelkæde henter ny finansdirektør fra techverdenen


Den europæiske hostelkæde A&O har udnævnt Markus Harder til ny finansdirektør med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser hostelkæden i en pressemeddelelse.

Han skal blandt andet være med til at drive kædens digitaliseringsstrategi, hvor cloud, kunstig intelligens og mobile løsninger skal bruges til at effektivisere driften og forbedre gæsteoplevelsen.

Markus Harder kommer med erfaring fra flere europæiske techselskaber. Senest har han været finansdirektør og medlem af direktionen i DeepL, hvor han ifølge A&O var med til at drive en tidobling af væksten og stod i spidsen for to finansieringsrunder, der gjorde selskabet til unicorn.

– Markus’ brede erfaring med strategisk og finansiel planlægning, analyse samt gælds- og egenkapitalfinansiering bliver meget værdifuld, når vi fortsætter med at skalere og optimere platformen, siger Oliver Winter, adm. direktør i A&O Hostels.

A&O Hostels er ejet af Proprium Capital Partners og StepStone Group. Tidligere i år gennemførte kæden en refinansiering på 874 millioner euro med Apollo, som skal understøtte planen om at fordoble porteføljen og udvide til flere europæiske byer.

A&O driver i dag 46 hostels med omkring 30.000 senge i 29 byer fordelt på 11 europæiske lande. I 2025 havde kæden 2,8 millioner gæster og 6,6 millioner overnatninger.

Markus Harder bliver ny finansdirektør og skal fra Berlin være med til at drive næste fase af hostelkædens vækststrategi. Foto: A&O Hostels.

Regeringen vil have ny datacenter-strategi


Udviklingen af datacentre i Danmark skal kontrolleres, så den i højere grad tilgodeser Danmarks interesser.

Det betyder, at regeringen vil udarbejde en strategi for datacentrenes fremtid i Danmark.

Det siger erhvervs- og konkurrenceminister Martin Lidegaard ved De Radikales sommergruppemøde ifølge Ritzau, skriver Berlingske.

Før sommerferien blev regeringen og et bredt flertal i Folketinget enige om en akutplan, der skal sikre en bedre udnyttelse af den resterende kapacitet i det danske elnet.

Formålet er at give Energinet og landets netvirksomheder mulighed for at prioritere, hvilke projekter der får adgang til elnettet, når kapaciteten er begrænset. En aftale, der sendte datacentre bagerst i køen.

Efter den begrænsning skal der nu tænkes mere strategisk over datacentrenes fremtid i Danmark.

– Vi har behov for at prioritere mere i, hvilke datacentre der sættes op. Det er en sag, der haster. For som alle kan se, er det en eksplosiv udvikling, siger Martin Lidegaard ifølge Ritzau, skriver Berlingske.

Den nye strategi skal blandt andet kortlægge, hvordan datacentre fremover kan bidrage til at styrke dansk suverænitet.

Tidligere direktør stævner Koncenton for 8,4 millioner kr. i ubetalt bonus


En strid om bonusudbetaling skal nu afgøres i retten.

Obton-medstifter Peter Krogsgaard Jørgensen har stævnet Obton og søsterselskabet Koncenton for 8,4 millioner kr. Det rapporterer Børsen tirsdag morgen.

Begge selskaber afviser kravet.

Ifølge stævningen mangler Peter Krogsgaard Jørgensen at få udbetalt bonus for regnskabsårene 2021-2024.

Ifølge Børsens oplysninger er sagen fortsat under behandling, og Obton og Koncenton ventes at komme med deres næste svarskrift i sagen den 24. august.

Medicinalvirksomhed udvider med køb af nabogrund for 42 millioner kr.


Danske Orifarm, som har hovedsæde i Odense, har købt naboejendommen på Handelsvej 21. Det fremgår af Redata, og prisen lyder på 42 millioner kr.

Der er tale om en ejendom med et samlet bygningsareal på cirka 11.600 kvm på en grund på i alt 27.000 kvm. Den har tidligere blandt andet huset Harald Nyborg.

– Vi tror på Odense som base for vores internationale aktiviteter – også mange år frem, siger adm. direktør Mads Fink Eriksen fra Orifarm ifølge Dansk Byudvikling til fyens.dk.

Det er meningen, skriver Dansk Byudvikling, at ejendommen skal give koncernen yderligere plads til lager og distribution.

Huspriserne fortsætter op


Udbudspriserne for parcel- og rækkehuse er steget med 7,6 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse mandag morgen.

– Selvom der fortsat er regionale forskelle, er hovedbilledet et boligmarked med robuste priser og en stabil køberinteresse. Det gælder ikke kun omkring de største byer, men også i mange af de områder, hvor boligmarkedet tidligere har været mere afdæmpet. Det kan være et tegn på, at høje boligpriser i de store byer får flere købere til at kigge længere ud, hvor det kan være lettere at realisere boligdrømmen, siger Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark, i pressemeddelelsen.

De største stiginger ses i Nordsjælland og Østsjælland. Her er udbudspriserne steget med over 13 procent.

Samtidig er udbuddet af parcel- og rækkehuse faldet med 15,6 procent på landsplan siden juli sidste år.

Anderledes ser det ud for udbuddet af ejerlejligheder i København. Her er udbuddet på det højeste niveau siden udgangen af september 2024, ifølge helt nye tal fra Boligsiden. 

 

Tivoli vil investere op mod 1 milliard kr.


Forlystelsesparken Tivoli vil investere op mod 1 milliard kr. i haven frem mod 2030 for at tiltrække flere gæster.

Det skriver Børsen.

Antallet af besøgende skal til den tid stige til 4,5 millioner på årlig basis.

I 2025 havde Tivoli lidt over 4,3 millioner besøgende.

Sweco skal renovere mere end 500 boliger i Fredericia


Sweco er blevet valgt som totalrådgiver til renoveringen af ni højhuse for Boligkontoret Fredericia.

Det skriver den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed i et opslag på Linkedin.

Projektet omfatter en helhedsrenovering af Vaseparken og Lumbyesparken, som tilsammen rummer mere end 500 boliger opført fra 1960erne og frem.

Som totalrådgiver skal Sweco varetage både arkitekt- og ingeniørrådgivning på tværs af alle fagdiscipliner. Herunder konstruktioner, installationer, brand, akutstik og miljø og landskabsarkitekturen.

Foto: Boligkontoret Fredericia.

Ib Henrik Rønje vil genoplive projekt til 500 millioner kr


Et nyt selskab med Finn Rosenthal, ejendomsudvikler Ib Henrik Rønje og advokat Jesper Støttrup vil genoplive et projekt om en ny idrætspark i Hørsholm til 500 millioner kr.

Det skriver sn.dk.

Projektet blev opgivet i 2024 på grund af politisk modstand, skriver Dansk Byudvikling.

Men nu vurderer initiativtagerne, at den nye kommunalbestyrelse i Hørsholm Kommune har skabt et bedre grundlag for at føre dialog om projektet, som nu har en samlet værdi på knap 500 millioner kr.

Det oprindelige projekt omfattede 240 ungdomsboliger, et kontorhotel, en sportscafé, et fitnesscenter, samt auditorium, mødefaciliteter, et parkeringshus og en ny skøjtehal til 150 millioner kr.

ABC henter profil fra COWI til ny afdeling


Ingeniørvirksomheden ABC Rådgivende Ingeniører har ansat Henrik Toelstang Jørgensen fra COWI som chef for en ny afdeling for Bygningsperformance.

Han kommer senest fra en stilling som sektionsleder i COWI.

Det skriver ABC i en pressemeddelelse torsdag.

Ansættelsen sker i forbindelse med, at ABC etablerer en ny specialistafdeling, der skal samle virksomhedens kompetencer inden for bygningsautomatik, commissioning og drift. Den nye afdeling er næste skridt i udviklingen af ABCs installationsforretning, som virksomheden opbyggede i 2023, og som nu tæller 50 medarbejdere.

Ingeniørvirksomheden ABC Rådgivende Ingeniører har ansat Henrik Toelstang Jørgensen fra COWI som chef for en ny afdeling for Bygningsperformance. Foto: ABC.

CapMan rejser rekordmeget kapital


Den nordiske kapitalforvalter CapMan rejste omkring 500 millioner euro, svarende til cirka 3,7 milliarder kr., i første halvår. Heraf blev cirka 440 millioner euro hentet i andet kvartal, hvilket var selskabets hidtil største kapitalindtag i et enkelt kvartal.

Det fremgår af selskabets regnskab for årets første to kvartaler.

Den nye fond Nordic Real Estate IV gennemførte sin første closing i juni med deltagelse fra både eksisterende og nye internationale institutionelle investorer. Fonden sigter mod en endelig størrelse på 750 millioner euro, cirka 5,6 milliarder kr., i 2027.

Colliers formidler salg af “trofæejendom”


Erhvervsmægleren Colliers har netop formidle salget af “trofæejendommen” Ny Marselisborg i Odensegade på Frederiksbjerg i Aarhus.

Ifølge Colliers er handlen sket i en off market-transaktion via erhvervsmæglerens køberkartotek.

Colliers ønsker ikke at oplyse prisen, men fortæller, at handlen er gennemført til “et større tocifret millionbeløb”.

Ejendommen ligger i Odensegade 9 på Frederiksbjerg. Foto: Colliers.

Dansk profil skal bane vej for Arups største europæiske projekter


Den globale ingeniør- og designvirksomhed Arup har oprustet.

Danske Sussi Kristine Abildgaard er ansat i rollen som European Priority Pursuit and Capture Lead.

Med andre ord skal hun arbejde med at udvikle og lande de største europæiske bygge- og infrastrukturprojekter.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Arup.

En vigtig del af opgaven er at sikre, at Arup kommer tidligere ind i projekterne.

– Vi skal starte dialogen flere år, før projekterne fødes, og vi skal investere i en tidlig dialog med beslutningstagere og bygherrer. Alt sammen for at sikre, at vi reelt forstår deres behov og kan udvikle og tilbyde de rigtige løsninger. Det gør vores salgsarbejde mere strategisk, mere effektivt og i sidste ende betyder det, at vi kan skabe mere værdi for vores kunder, lyder det fra Sussi Kristine Abildgaard i pressemeddelelsen.

Sussi Kristine Abildgaard tiltrådte i Arup 1. marts. Hun er tidligere stifter og direktør for rådgivningsvirksomheden RApohr, der specialiserer sig i tilbudsstrategi, bid management og udbud. Hun har tidligere haft ledende roller inden for tilbuds- og udbudsarbejde i blandt andet PwC, KPMG og Accenture.

Det er ikke længe siden, at italienske Francesco Petrella i foråret 2025 satte sig i stolen som direktør for Arups danske kontor.

I Danmark har virksomheden sat aftryk på projekter som Øresundsbroen, Metro Cityringen, Femern-forbindelsen, Royal Arena, Skovtårnet og Metro M5.

Danske Sussi Kristine Abildgaard er netop blevet hentet til rollen som European Priority Pursuit and Capture Lead hos Arup. Foto: Arup.

Urban Partners og EDC Erhverv Poul Erik Bech indgår aftale


Urban Partners og EDC Erhverv Poul Erik Bech har indgået en aftale vedrørende frasalget af The Residence med 180 enheder på Enghave Brygge og Kalvebod Huse med 165 enheder i Ørestad.

Det oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech i en pressemeddelelse.

EDC Erhverv Poul Eriksen Bech skal stå for udførelsen af Urban Partners planer om en gradvis privatisering af ejendommene henover de kommende år. Et frasalg der vil ske i takt med, at lejerne opsiger deres lejekontrakter.

Thomas Høeg Mogensen, kunde- og relationsdirektør, EDC Projekt Poul Erik Bech, peger på, at et lavt udbud af ejerlejligheder og markante prisstigninger, især i København, har gjort det interessant for mange investorer at realisere værdierne.

– Det er en naturlig udvikling i markedet og vi forventer, at tendensen vil fortsætte i de kommende år, i takt med at flere investorer kombinerer udlejning med strategisk frasalg af boliger enkeltvis, siger han i en pressemeddelelse.

Over 200 almene boliger sendt i udbud i Carlsberg Byen


Boligorganisationen Fsb har sendt en totalentreprise på opførslen af 213 almene boliger i Carlsberg Byen i udbud.

Det er det sidste byggefelt i bydelen i København.

Udbuddet omfatter både projektering og udførelse.

Det skriver Licitation på baggrund af data fra Projektagenten, som er mediets søsterportal.

 

Savills gennemfører milliardopkøb


Savills Plc har gennemført opkøbet af den amerikanske investeringsbank Eastdil Secured, der har specialiseret sig i fast ejendom.

Handlen har en virksomhedsværdi på 1.112,5 millioner dollar, svarende til omkring 7,1 milliarder kr. Opkøbet blev offentliggjort 12. marts 2026 og er nu endeligt afsluttet, oplyser Savills i en pressemeddelelse.

Eastdil Secured rådgiver blandt andet om store ejendomstransaktioner, fusioner og opkøb, joint ventures, gældsfinansiering samt salg af lån og låneporteføljer.

Selskabet skifter samtidig navn til Eastdil Secured Savills og fortsætter som en del af Savills-koncernen. Her skal virksomheden fungere som koncernens investeringsbank inden for fast ejendom.

– Sammen skaber vi en stærkere og globalt forbundet platform, som gør os i stand til at understøtte vores kunder gennem alle faser af ejendommens livscyklus, siger Simon Shaw, koncernchef i Savills, i pressemeddelelsen.

Ifølge Savills vil de to virksomheder tilsammen blive verdens næststørste rådgiver inden for prime erhvervsejendomstransaktioner på over 100 millioner dollar.

– Dette er en vigtig milepæl for vores virksomhed. Med gennemførelsen af transaktionen ser vi frem til at arbejde tæt sammen med vores kolleger i Savills om at udvide den ekspertise og de ressourcer, vi kan tilbyde vores kunder, siger D. Michael Van Konynenburg, adm. direktør i Eastdil Secured Savills.

Eastdil Secured Savills har 21 kontorer og ledes fra New York, Santa Monica og London.

LINK Arkitektur henter ny chef


Arkitektvirksomheden Link Arkitektur har netop ansat arkitekt Kristian Rasmussen som ny markedschef.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse mandag.

Her skal han være en del af tegnetuens ledelse og bidrage til at udvikle en voksende projektportefølje, lyder det.

– Vi er i gang med en nødvendig udvikling af den måde, vi tænker boliger og byer på. Som arkitekter skal vi bruge viden og digitale/AI muligheder til både at udnytte ressourcer i den eksisterende bygningsmasse og skabe nye boliger og byområder, der danner gode rammer om hverdagsliv og livskvalitet, lyder det fra adm. direktør Kristina Jordt Adsersen.

Kristian Rasmussen har senest været chef for Nybyg hos Sweco Architects.

Kristian Rasmussen. Foto: LINK Arkitektur.

Overborgmester vil samle ventelister til almene boliger


Københavns overborgmester Sisse Marie Welling (SF) vil have én fælles venteliste til almene boliger for at gøre systemet enklere og mere retfærdigt.

Det siger hun i et interview med Byrummonitor. 

– Vi har mere end 20 forskellige almene boligselskaber i København. Langt de fleste af dem har egne ventelister, og samtidig koster en enkelt opskrivning ofte omkring 200 kr. om året. Derfor kan det også være en meget dyr fornøjelse at skrive sig op til de almene boliger, siger overborgmesteren til mediet. 

Forslaget får opbakning fra boligforskere, men møder kritik fra boligorganisationerne, som mener, at problemet er manglen på boliger – ikke ventelisterne.

JYSK lejer kæmpelager i Horsens


Nordicals har formidlet en markant lagerudlejning i Danmark, efter at møbel- og boligkæden JYSK har lejet en lagerejendom på godt 63.000 kvm på Nokiavej i Horsens.

Ejendommen ejes af Sampension, som købte den i 2018.

Det fremgår af en pressmeddelelse fra erhvervsmægleren Nordicals.

Ifølge Nordicals svarer lagerarealet til omkring ni fodboldbaner og er den største udlejning målt på areal i Danmark i år. JYSK vil samle flere lageraktiviteter i ejendommen, hvor indflytningen sker gradvist fra september. Lageret forventes at beskæftige omkring 30 medarbejdere.

– Vi fik opgaven fra Sampension og med afsæt i vores årelange samarbejde med JYSK har vi diskret forhandlet en lejeaftale på plads ganske hurtigt. I areal må der være tale om årets hidtil største udlejning i hele landet, siger partner Nikolai Høgh fra Nordicals Horsens i pressemeddelelsen.

Nordicals oplyser samtidig, at selskabet de seneste par år har udlejet mere end 250.000 kvm lager- og logistikejendomme langs E45-korridoren i Østjylland.

Nordicals har formidlet en markant lagerudlejning i Danmark, efter at Møbel- og boligkæden JYSK har lejet en lagerejendom på godt 63.000 kvm på Nokiavej i Horsens. Foto: Nordicals.

Boligselskab sætter vagter ind efter utryghed


Flere beboere ved Havneholmen Metrostation i København fortæller om tyverier fra kælderrum, personer, der klatrer op på altaner, og afføring i buskadset, efter at en hjemløselejr er opstået tæt på deres boliger.

Utrygheden har nu fået ejendomsselskabet Balder til at indføre en midlertidig vagtordning.

Det oplyser selskabet i en mail til beboerne, som B.T., der har beskæftiget sig med sagen, har set.

Vagtordningen kommer, efter at Københavns Kommune har ønsket lejren ryddet. Københavns Politi vurderer imidlertid, at lejren er lovlig, fordi den ikke er permanent.

– Som følge af de seneste hændelser i nærområdet med hjemløselejr, hvor flere beboere har oplevet, at uvedkommende har opholdt sig eller bevæget sig rundt på ejendommen, har vi besluttet at indføre en midlertidig vagtordning. Vores vagtselskab vil derfor foretage patruljering på ejendommen på forskellige tidspunkter i aften- og nattetimerne. Patruljerne vil omfatte både udearealerne og kælderen, lyder det i mailen, skriver B.T.

Fynsk landejendom med 151 hektar sat til salg for 52 millioner


For 52 millioner kr. kan en ny ejer overtage landejendommen Stenagergård på Fyn – en ejendom med 400 kvm bolig, 151 hektar jord og landbrugsdrift.

Ejendommen er netop sat til salg af ejendomsmægler Adam Schnack.

Det fremgår af mæglerens hjemmeside, ligesom Fyens Stiftstidende har omtalt salget.

Stuehuset rummer 14 værelser fordelt på 400 kvm og kan spores tilbage til 1868. Stenagergård ligger omkring 15 minutters kørsel fra Kerteminde på den fynske halvø.

Stenagergård. Foto: Adam Schnack.
Stenagergård. Foto: Adam Schnack.
Stenagergård. Foto: Adam Schnack.