Den nordiske kapitalforvalter Northern Horizon har købt et projekt i Kerteminde Kommune til sin seneste fond, Aged Care Social Infrastructure Fund (ACSIF).
Projektet omfatter et nyt friplejehjem og 16 seniorboliger med en transaktionsværdi, der overstiger 300 millioner kr, oplyser Northern Horizon i en pressemeddelelse.
Sælgeren er Skjøde.
Købt indeholder et kommende friplejehjem på ca. 7.100 kvm fordelt på moderne plejeboliger, fællesområder og administration og 16 seniorboliger på i alt ca. 1.200 kvm.
Kasper Wehner, der er partner i Northern Horizon og ansvarlig for investeringer i Danmark, glæder sig over købet.
– Vi tror meget på nye, hybride løsninger, der tænker plejehjem og seniorboliger sammen og skaber en fælles ramme for mennesker med forskellige behov og livssituationer, siger han og tilføjer:
– Vi har allerede et par hybridløsninger i vores danske portefølje i Vallensbæk og Helsinge, og vi vil gerne mere inden for denne type projekter, siger Kasper Wehner.
Byggeriet af seniorboligerne er allerede i gang, og de forventes at stå klar den 1. januar 2027. Når plejehjemmet efter planen er færdigt i maj 2028, vil det blive drevet af Altiden.
Efter handlen har Northern Horizon 16 friplejehjem i Danmark, hvoraf 6 er hybride løsninger, der også omfatter seniorboliger eller børnehaver.
Northern Horizon blev rådgivet af Gorrissen Federspiel.








