Når Roskilde Festival rejser sig af marken, er det ikke kun telte, scener og fadølsanlæg, der skal spille.
Bag festivalen ligger et større logistisk puslespil med driftsopgaver, leverandører, dokumentation og projektledelse på kryds og tværs. Det skal den danske proptech-virksomhed Propbinder nu hjælpe med at holde styr på.
Propbinder har indgået et samarbejde med Roskilde Festival, hvor festivalen skal afprøve virksomhedens platform som værktøj til blandt andet opgavestyring, leverandørkoordinering og samling af information.
– Vi har bygget Propbinder til organisationer, hvor mange mennesker, leverandører og processer skal spille sammen. Roskilde Festival er på mange måder et godt eksempel på, at den udfordring ikke handler om branche, men om kompleksitet, siger Kim Andersen, kommercieldirektør og partner i Propbinder, i en pressemeddelelse.
Propbinder er stiftet af Carsten Rasmussen og har tidligere været en del af platformen Jublo, som er målrettet håndværkere. I dag er Propbinder etableret som en selvstændig platform, som samler kommunikation, opgavestyring, dokumentation og ejendomsdata i ét system.
Hos Roskilde Festival skal platformen blandt andet gøre det lettere at finde og dele information.
– Vi har mange driftsopgaver, leverandører og arbejdsprocesser, som skal spille sammen. Derfor er det vigtigt med løsninger, der gør det lettere at skabe overblik og samle information ét sted, siger Anders Moss Bentzen, IT- og digitaliseringschef hos Roskilde Festival.