Nordea-fonden træder ind som ny investor i ejendomsselskabet Home.Earth.
Det oplyser selskabet onsdag morgen.
Det sker i forbindelse med, at Home.Earth har lukket sin fjerde kapitalrejsningsrunde med tilsagn på samlet mere end en halv milliard kroner i egenkapital fra en række investorer.
Udover Nordea-Fonden fortsætter AKF, Sampension og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) også som investorer.
Camilla Dalum, Head of Investor Relations i Home.Earth, ser det som en tro på Home.Earths model.
-Vi ser det som et udtryk for den tillid, vi har opbygget siden vores etablering, siger hun i pressemeddelelsen.
Lars Ingemann Nielsen, finansdirektør i Nordea-fonden, ser investeringen som en kombination af godt afkast og bæredygtighed.
– Nordea-fondens investering i Home.Earth forener et attraktivt, langsigtet afkast med en målbar positiv effekt. Home.Earth skaber bedre rammer for det gode liv ved at gøre sunde og bæredygtige boliger tilgængelige for flere – og de gør det med en forretningsmodel, der også leverer et finansielt afkast.
Home.Earth er et dansk ejendomsselskab, der udvikler, ejer og driver mere bæredygtige lejeboliger med et markedsledende lavt klimaaftryk og en stærk social profil.






