Fælledby P/S kommer ud af 2025 med et minus på hele 232,9 millioner kr. Det fortæller selskabet i sin årsrapport, hvor man kalder resultatet for “væsentlig lavere end forventet”.
Den primære årsag skal man ifølge Fælledby P/S finde i nedskrivninger på i alt 182 millioner kr. på to byggefelter, som stod til overdragelse til de nye beboere.
Det er “udfordringer” ovenpå ScandiBygs konkurs i begyndelsen af 2025. Fælledby beretter, at man indtil konkursen havde forståelsen af, at 172 boliger var næsten færdige og kun manglede facade- og installationsarbejde.
– Siden konkursen har det imidlertid løbende vist sig, at ScandiBygs byggerier indeholder en lang række fejl og mangler, også meget graverende fejl i såvel projektering, modulernes udførelse samt montagearbejdet på pladsen, skriver Fælledby i selskabets årsrapport.
Over for Byrummonitor siger ScandiBygs ejere Nordic Wood Industries, at man ikke kan bekræfte den udlægning af sagen, som Fælledby har præsenteret i ledelsesberetningen.
– Det er Fælledbys beskrivelse og vurdering af situationen, skriver koncerndirektør Holger C. Hansen i et skriftligt svar til mediet.
Det er planen, at de mange boliger skal overdrages til købere og lejere i slutningen af i år. Det er indtil nu lykkedes at udleje cirka 73 procent af boligerne i byggefeltet C6, mens cirka 99 procent af boligerne i C4 er solgt.
Fælledby forventer, at man ved udgangen af 2026 vil nå 100 procent udlejning og salg af boligerne i de to byggefelter.






