Tilmeld dig Estate Medias daglige nyhedsbrev her  – og få eksklusive historier og analyser om og til den danske ejendomsbranche direkte i din indbakke.

Sælger 10.697 kvm logistikejendom i Skanderborg for 74 millioner


Kruse Ejendomme har solgt logistikejendom på 10.697 kvm på Niels Bohrs Vej 34 i Skanderborg for 74 millioner kr.

Det sker efter, at den hidtidige lejer, Toprent, har afviklet aktiviteterne i Danmark og er fraflyttet ejendommen, som er fra 2017.

Det oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har formidlet salget, i en pressemeddelelse.

Ejendommen består af 8.850 kvm lager samt 1.839 kvm kontorfaciliteter i to plan. Den er placeret tæt på E45 og har desuden relativt kort afstand til Aarhus’ containerhavn, bemærker erhvervsmægleren.

Hos Kruse Ejendomme glæder man sig over, at det er lykkedes at lande en aftale med en unavngiven køber.

Handlen er imidlertid registreret i Resights 30. november, og køber er Sagax Denmark PropCo 2 ApS.

– Vi opførte selv ejendommen i 2017 og har været meget tilfredse med ejendommen, der er opført i høj kvalitet og har en attraktiv placering. I mange år har Toprent været en tilfreds lejer, men efter de har afviklet deres aktiviteter, besluttede vi at tidspunktet var det rette til at sælge ejendommen, siger Jürgen Meißner, som er adm. direktør i Kruse Ejendomme, i pressemeddelelsen.

Hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus fortæller industrichef Mads Bjerrum Christensen, at efterspørgslen var stor. Blandt andet på grund af et begrænset nybyggeri i og omkring Aarhus og en samtidig konvertering af tidligere industriområder til boliger.

Han forventer, at interessen for moderne logistikfaciliteter i Aarhus og omegn vil forblive intakt eller muligvis stige i løbet af i år.

Jeudans næstformand stopper


Jeudans næstformand, Tom Knutzen, genopstiller ikke til bestyrelsen, når dens medlemmer skal genvælges på den kommende generalforsamling 8. april.

Dermed træder han ud af det børsnoterede ejendomsselskabs bestyrelse efter fire år på posten som næstformand.

Det fremgår af en indkaldelse til ordinær generalforsamling, der er udsendt som pressemeddelelse.

Tom Knutzen er desuden formand for bestyrelsen i Tivoli og næstformand for bestyrelsen i Egmont Fonden og Egmont International Holding.

Carlsberg Byen-selskab løfter resultatet i afsluttende projektår


Udviklingsselskabet Carlsberg Byen leverer et resultat før skat på 504,5 millioner kr. i 2025 mod 14,6 millioner kr. året før, mens omsætningen lander på 4,5 milliarder kr. Samtidig er driften styrket markant, idet driftsresultatet (Ebit) steg til 140,9 millioner kr. mod 50,9 millioner kr. året før.

Det fremgår af den netop offentliggjorte årsrapport, hvor selskabet i ledelsesberetningen kalder 2025 et “tilfredsstillende år med et resultat bedre end forventet”.

Samtidig blev udviklingen af Carlsberg Byen i praksis færdiggjort, hvor de sidste boliger i projektets tredje etape blev afleveret, og nye beboere flyttede ind i området. Ved årets udgang var næsten alle boliger solgt og omkring 78 procent af erhvervsarealerne afhændet, fremgår det.

Selskabet peger samtidig på, at mange erhvervslejere har været afventende i løbet af året.

– Vi har dog set en øget interesse i takt med bykvarters færdiggørelse, samt at området har udviklet sig til et attraktivt område at placere sit kontor grundet de moderne attraktive kontorer, hvor der er gode forhold med såvel offentlig transport såvel som i bil, lyder det i ledelsesberetningen.

Egenkapitalen udgør knap tre milliarder kr., mens balancesummen er faldet til 3,4 milliarder kr., blandt andet efter indfrielse af byggelån i takt med projekternes afslutning.

For 2026 forventer selskabet en omsætning på 450-500 millioner kr. og et resultat før skat på 75-100 millioner kr.

XPartners opkøber endnu en dansk arkitektvirksomhed


Rådgiverkoncernen XPartners udvider sin danske platform inden for arkitektur og ingeniørrådgivning med opkøbet af Graa Arkitekter i Odense. Det oplyser XPartners i en pressemeddelelse.

Graa Arkitekter beskæftiger 21 medarbejdere og har siden 1974 arbejdet med blandt andet boligbyggeri, uddannelsesbyggeri og brandrådgivning.

Ifølge XPartners styrker opkøbet koncernens geografiske tilstedeværelse i regionen og skal samtidig skabe nye muligheder for samarbejde med andre selskaber i gruppen.

Opkøbet er nemlig langtfra det første i Danmark. Tidligere har koncernen blandt andet købt arkitektvirksomheden PLH Arkitekter, ingeniørfirmaet Cx & tekniq og rådgivervirksomheden Cubic Group.

XPartners Group samler i dag mere end 70 rådgivervirksomheder og over 2.000 specialister i Europa inden for blandt andet byggeri, infrastruktur og energi. Koncernen har en årlig omsætning på over 4 milliarder svenske kr.

De tre partnere i Graa Arkitekter, Kristian Simonsen, Kristian Hvass og Niels Janus. Foto: Graa Arkitekter

 

Niras-topchef bliver bestyrelsesleder i brancheorganisation


Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, valgte torsdag adm. direktør i Niras, Jens Brandt Bering, til ny bestyrelsesleder.

Han afløser Cowi-direktør Henrik Winter efter tre år på posten. Det skriver blandt andre Bygtek.

Jens Brandt Bering er stadig ny i rollen som adm. direktør for Niras, eftersom hans forgænger, Carsten Toft Boesen, i januar trådte tilbage fra posten efter 25 år.

Udvikler køber stor grund til butiksområde i Assens


Hanssen Ejendomme har købt en 57.000 kvm stor grund i Assens Kommune med planer om at udvikle et nyt butiksområde på op til 14.000 kvm.

Det oplyser investeringsvirksomheden i en pressemeddelelse.

Det nye butiksområde skal efter planen rumme en kombination af udvalgsvarebutikker og salg af særlig pladskrævende varegrupper med mulighed for kombineret kontor- og serviceerhverv.

Projektet forventes udviklet i etaper, og de første visualiseringer ventes præsenteret i løbet af 2026.

Hanssen Ejendomme er en del af Hanssen koncernen, der er et dansk familieejet selskab, som blandt andet har forretningsområder indenfor ejendomsinvestering, ejendomsudvikling og kapitalforvaltning.

Foto: Hanssen Ejendomme

Nordhavn-transformation vinder Mipim Award


Nordhavns-projektet, med By & Havn, Cobe, Sleth Werk, Rambøll, har torsdag aften vundet en Mipim Award i kategorien“Best Urban Renegeration”.

– At få en international anerkendelse som denne betyder meget for os – både fordi den anerkender den indsats, der ligger bag, og fordi den viser, at Nordhavn er blevet et sted, der inspirerer langt ud over Danmarks grænser, siger adm. direktør i By & Havn Anne Skovbro i en udtalelse til Estate Media.

3XN vinder Juryprisen ved Mipim Awards


3XN vandt torsdag aften juryens pris ved Mipim Awards for deres projekt Sydney Fish Market.

Med over 40.000 besøgende på åbningsdagen d.19. januar 2026 og 230.000 i løbet af den første uge, har New Sydney Fish Market allerede markeret sig som en ny offentlig destination og arkitektonisk vartegn langs havnefronten i Blackwattle Bay.

Tidligere på aftenen vandt 3XN også i kategorien bedst sport og kultur-projekt.

Home.Earth vinder Mipim Award for Nærheden


Home.Earth vandt torsdag aften en Mipim Award for Best residential project.

Home.Earth vandt for deres projekt Nærheden. Nærheden har markeret sig ved, at man har reduceret CO2-udledningen med 90 procent mindre CO2. Det er Home.Earths første projekt

– Det her føles virkelig godt. Vi har ikke fået en arkitekturpris, men vi har fået en innovationspris, lød det fra Rasmus Nørgaard på scenen.

Bestseller vinder en Mipim Award


Danske Bestseller vandt torsdag aften en Mipim Award i kategorien Best Industri og logistik.

Danske Bestseller med Henning Larsen som arkitekt var nomineret for deres nye hollandske logistikcenter “Logistics Center West” i kategorien Best Industial & Logistics Project.

Projektet er 155.000 kvm logistikbygning, der er bygget i træ. Hvilket gør det til den største af sin slags i Europa.

Besteller vandt en Mipim Award i 2026. Foto: CB/Estate Media

3XN vinder Mipim Award


Den danske arkitektvirksomhed 3XN har torsdag aften vundet en Mipim Award for deres projekt Sydney Fish Market.

Danskerne vandt i kategorien bedste sport og kultur-projekt.

3XN vinder en Mipim Award 2026. Foto: CB/Estate Media

Branchefolk advarer mod hotelstop i København


Et muligt stop for nye hoteller i Indre By og på Vesterbro risikerer at ramme ved siden af problemet.

Det skriver Christian Kielgast, direktør i Nordic Hotel Consulting, og Lars Ramme Nielsen, branchedirektør i Dansk Erhverv, i et debatindlæg hos Turistmonitor.

Ifølge de to debattører vil et hotelstop ikke fjerne efterspørgslen på overnatninger i hovedstaden – men i stedet skubbe den over i mindre regulerede tilbud.

– Hvis man holder hoteludbuddet kunstigt nede, forsvinder efterspørgslen ikke. Den flytter sig, skriver de blandt andet og peger på, at det kan føre til flere overnatninger via Airbnb.

Debatten kommer forud for et møde i Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg på mandag, hvor politikerne skal tage stilling til, om der skal nedlægges paragraf 14-forbud mod 13 hotelprojekter.

Forvaltningen har indstillet til, at projekterne bremses midlertidigt, mens kommunen udarbejder nye lokalplaner, der kan begrænse hoteludviklingen i området.

Nyt selskab ansætter direktør fra Norrøn


Den nye arkitekturplatform Verka Collective styrker nu organisationen med endnu en profil. Frida Ferdinand er tiltrådt som Director of Strategy & Operations, oplyser Verka på Linkedin.

Frida Ferdinand kommer med mere end ti års erfaring fra ledende stillinger i arkitektbranchen. Senest har hun været adm. direktør i Norrøn og tidligere Director of Business Development & Marketing hos Henning Larsen.

– VerkaCollective er et af de mest spændende initiativer i europæisk arkitektur i dag. Branchen har brug for nye samarbejdsformer og modet til at tænke større – både kommercielt og i forhold til arkitekturens rolle i samfundet, siger hun i opslaget på Linkedin.

Verka Collective er etableret med kapital fra den tyske fond Findos og samler i dag blandt andre Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Kjær & Richter og Sted By & Landskab under én platform.

Ambitionen er  at opkøbe arkitektvirksomheder i Europa og samle mere end 1.000 medarbejdere inden 2028. Det fortalte direktør i Verka Collective Frants Nielsen og kommerciel direktør Sonja Stockmarr, der i dag sidder på topposter i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, til Estate Media i februar.

Frida Ferdinand, Director of Strategy & Operations hos Verka Collective. Foto: Verka Collective

Huspriserne faldt i fire ud af fem regioner i februar


Huspriserne faldt i februar i fire af landets fem regioner. Kun i Region Hovedstaden gik man mod udviklingen med en stigning på 0,6 procent.

Det viser nye tal fra Boligsiden.

Den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse ligger nu på 19.010 kr. pr. kvadratmeter på landsplan, mens prisen i Region Hovedstaden er 38.678 kr. pr. kvadratmeter – mere end dobbelt så højt.

Boligminister vil indføre “bevar eller forklar”-princip


Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) foreslår at indføre et nyt “bevar eller forklar”-princip, der skal begrænse unødvendige nedrivninger af bygninger.

Det skriver Politiken.

Forslaget betyder, at kommunerne fremover skal vurdere, om en bygning kan bevares, før de giver tilladelse til nedrivning – og ellers forklare, hvorfor den skal rives ned.

Sverige presser på for metrolinje under Øresund


Den svenske regering bestilte sidste år en undersøgelse af forudsætningerne for at styrke kapaciteten over Øresundsbroen. Den undersøgelse er nu klar og indleveret til infrastruktur- og boligminister Andreas Carlson.

Og rapportens forfattere håber på en fælles dansk-svensk undersøgelse i 2027, som skal bane vejen for en metrolinje mellem København og Malmø. Det skriver Estate Medias svenske søstersite fastighetsnytt.se.

Rapporten fastslår blandt andet, at der fra 2050 vil være behov for en forstærkning af transportkapaciteten mellem de to lande, men allerede i dag er der kapacitetsmangel, siger Katrin Stjernfeldt Jammeh (S), som er leder af Malmø Byråd, til fastighetsnytt.se.

Og det vil en metrolinje kunne løse længe inden 2050, peger hun på.

Katrin Stjernfeldt Jammeh understreger samtidig, at den eksisterende infrastruktur bidrager til en lavere grad af civilt og militært beredskab.

– Den ændrede sikkerhedspolitiske situation har sammen med et skiftende arbejdsmarked på både svensk og dansk side været en øjenåbner for mange. Det gør mig sikker på, at både svenske og danske beslutningstagere ser behovet for en ny fast forbindelse, siger hun.

Katrin Stjernfeldt Jammeh peger på, at grunden til, at det netop er en metrolinje, der er behov for, er, at det er her det største potentiale for bedre integration findes. Og så kan en metro aflaste broen og frigøre plads til flere godstog og internationale passagertog, ligesom den vil kunne gavne arbejdsmarkedssituationen i Øresundsregionen.

Tyskere viser interesse for København


København er et attraktivt marked for tyske investorer.

Sådan lyder budskabet fra Andreas Fuchs, adm. direktør for Robert C. Spies Nordics, Søren Meiling, Regional Director, og Christoph-A. Böhme, som er Head of Investments in the Nordics. De peger på, at Danmark generelt fremstår som et stærkt og stabilt ejendomsmarked.

Det er nok ikke en overraskelse for nogen, men det er især boliger i København, der skiller sig ud som den mest attraktive investering, lyder det

Men også kontor- og hotelsegmentet er interessante.

Andreas Fuchs peger på, at kontormarkedet er ved at stabilisere sig efter skiftet til hybride arbejdsformer, og at hotelmarkedet i København i den grad står stærkt på grund turisme.

Og om få år vil det materialisere sig i et konkret projekt.

Robert C. Spies har hjulpet det tyske familieejede selskab ECE med en investering på næsten 500 millioner kr., der skal bruges til at opføre et hotel, som er tegnet af Werk, der skal ligge på Gammel Kongevej 74 på Frederiksberg.

Det er den internationale hotelkæde Ruby Group, der skal drive hotellet, der kommer til at være på 219 værelser fordelt på syv etager.

Også den danske hotelgruppe Guldsmeden Hotels har indgået en aftale med Robert C. Spies. Det betyder, at de skal hjælpe hotelkæden med at udvide sit tilstedeværelse i Tyskland.

Andreas Fuchs, adm. direktør for Robert C. Spies Nordics og Christoph-A. Böhme, Head of Investments in the Nordics. Foto: Estate Media.

Aaen Engineering udvider partnerkredsen


Den rådgivende ingeniørvirksomhed Aaen Engineering har udvidet ejerkredsen.

Fra marts 2026 træder Nicolai Nørrekær, Johanne Djernes og Amanda Honoré Højerup dermed ind i partnerkredsen hos rådgivningsvirksomheden, der blev stiftet i 2020 af Micki Aaen.

Aaen Engineering beskæftiger i dag 14 medarbejdere og arbejder blandt andet med bæredygtighedsrådgivning på projekter inden for byggeri og byudvikling.

Fra venstre, Nicolai Nørrekær, Micki Aaen, Johanne Djernes og Amanda Honoré Højerup (forrest). Foto: Morten de fine Olivarius

Driftsoptimering løfter afkast hos Velliv


Velliv Ejendomme leverede i 2025 et samlet afkast på 7,2 procent. Det oplyser pensionskassens ejendomsben i en pressemeddelelse.

Afkastet er blandt andet drevet af driftsoptimering, lavere tomgang og værdistigninger i dele af porteføljen – særligt inden for boliger og logistik.

– Vi tror mere på håndværket end på heldet. De afkast, kunderne ser i år, er frugten af målrettet arbejde med blandt andet udlejning og energiforbedringer, siger ejendomsdirektør Solveig Rannje i pressemeddelelse.

Siden Velliv hjemtog ejendomsforvaltningen i 2023, har selskabet haft øget fokus på aktiv drift af porteføljen. De direkte ejede danske ejendomme leverede i 2025 et afkast på 9,5 procent.

Ifølge Velliv udgør boligsegmentet fortsat en central del af porteføljen, mens selskabet samtidig forventer at tilpasse porteføljen yderligere i de kommende år – blandt andet gennem frasalg af ejendomme, der ikke passer ind i den langsigtede strategi.

– Det handler også om at gøre plads til at investere i de ting vi gerne vil fremover, siger Solveig Rannje.

Thylander vælger entreprenør til første etape af Laksegade Kvarteret


Det første skridt i udviklingen af det historiske københavnerkvarter, der har fået navnet Laksegade Kvarteret, er nu taget.

Ejendomsudvikleren Thylander har sammen med KanAm Grund Group indgået en entrepriseaftale med NCC om første etape af transformationen af området mellem Holmens Kanal og Bremerholmen i det indre København.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

– Laksegade Kvarteret er et af de mest ambitiøse transformationsprojekter i Norden lige nu. Sammen med NCC tager vi det første skridt i at åbne et område, der i generationer har været lukket, og give det nyt liv, siger adm. direktør Bjarke Mikkelsen fra Thylander i en pressemeddelelse.

Aftalen omfatter den første halvdel af projektet, hvor fem kontorenheder samt to nye butikker skal etableres som led i den fysiske transformation af de historiske ejendomme.

Det samlede projekt omfatter 16 ejendomme med et samlet areal på omkring 50.200 kvadratmeter, der over de kommende år skal udvikles til et nyt bykvarter med kontorer, butikker, restauranter og hotel.

Parterne oplyser ikke, hvornår arbejdet konkret går i gang.