Bestyrelsen i Niras Gruppen har udnævnt Jens Brandt Bering til ny adm. direktør i Niras med virkning fra den 1. april 2026. Det oplyser den rådgivende ingeniørvirksomhed i en pressemeddelelse onsdag.
Jens Brandt Bering kommer fra en stilling som koncerndirektør i Niras og har været en del af virksomheden siden 2010. Han kom til virksomheden i 2010 fra en stilling som afdelingsleder i Alectia, som senere fusionerede med Niras.
Han afløser Carsten Toft Boesen, som efter 25 år efter eget ønske træder tilbage fra posten, lyder det.
– Det har været et kæmpe privilegium at arbejde i Niras – en supergod, ansvarstagende og tillidsgivende virksomhedskultur, hvor jeg sammen med mine dygtige kolleger, kunder og samarbejdspartnere har fået meget vide rammer og muligheder for at udvikle virksomheden til det, den er i dag, siger Carsten Toft Boesen i pressemeddelelsen.
Han er glad for nu at give stafetten videre til Jens Brandt Bering, som er fundet internt, og som han derfor har arbejdet sammen med de seneste 15 år i virksomheden.
– Faktisk ville jeg opleve det som et ledelsessvigt, hvis Niras ikke efter 25 år med mig som chef kunne stille med en fuldt kapabel intern kandidat, siger den snart tidligere adm. direktør.







