Tilmeld dig Estate Medias daglige nyhedsbrev her  – og få eksklusive historier og analyser om og til den danske ejendomsbranche direkte i din indbakke.

Tredje Natur-stiftere går hver til sit efter 14 år


De to stiftere af arkitektvirksomheden Tredje Natur, Ole Schrøder og Flemming Rafn, går hvert til sit efter 14 års samarbejde. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Ole Schrøder, der sammen med Flemming Rafn grundlagde Tredje Natur i 2012, overtager sin tidligere partners 50 procent af virksomheden.

Flemming Rafn stifter derimod sin egen virksomhed, der får navnet Rafn Studio. Det sker “med ønske om at afsøge nye regenerative tilgange til omstillingen”, lyder det i pressemeddelelsen.

– Fremadrettet fortsætter begge stiftere i hver deres virksomhed, med respekt for hinandens bidrag og stolte af det fælles aftryk de har sat gennem Tredje Natur, fremgår det.

Estate Media har været i kontakt med både Ole Schrøder og Flemming Rafn, men det nu tidligere makkerpar har ikke yderligere at tilføje til årsagen bag bruddet og henviser begge til pressemeddelesen.

Her fremgår det, at bruddet sker som en “del af længere planlagt proces”, og at de igangværende opgaver hos Tredje Natur fortsætter upåvirket.

Ledelsen kommer herefter til at bestå af adm. direktør Malene Krüger, stifter og partner Ole Schrøder samt de tre associerede partnere Mette Fast, Dennis Rasmussen og Tore Banke.

Stifterne af Tredje Natur, Ole Schrøder og Flemming Rafn. Foto: Tredje Natur/Frederik Højfeldt Nielsen

Copenhagen Capital køber kontorejendom på Østerbro for trecifret millionbeløb


Copenhagen Capital har indgået en bindende aftale om køb af kontorejendommen på Dag Hammarskjölds Allé 13 i delt ejerskab med Tokara Ventures til et lavt trecifret millionbeløb.

Det skriver Copenhagen Capital i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Ejendommen er på 3.213 kvm, og ifølge Copenhagen Capital er det en del af deres langsigtede strategi om at erhverve velbeliggende ejendomme.

Ifølge planen skal ejendomme laves om til ejerlejligheder.

– Dag Hammarskjölds Allé 13 er en attraktiv ejendom med en stærk beliggenhed og et betydeligt udviklingspotentiale. Vi ser gode muligheder for at skabe langsigtet værdi gennem en målrettet konvertering til bolig og ser frem til samarbejdet med Tokara Ventures, udtaler direktør i Copenhagen Capital Rasmus Greis i pressemeddelelsen.

Ejendommen overtages den 1. marts 2026. Udviklingen forventes gennemført i flere faser, hvor første fase forventes igangsat inden for de første to år.

Ejendommen består af tre bygningsdele fra 1917, 1936 og 1958.

– Vi ser Copenhagen Capital som en kompetent og professionel samarbejdspartner med et solidt afsæt i det københavnske ejendomsmarked. Investeringen i Dag Hammarskjölds Allé 13 sker med afsæt i vores tillid til deres ekspertise og vi ser frem det fælles arbejde med at udvikle ejendommen, udtaler Henrik Lottrup, Tokara Ventures.

Copenhagen Capital, ledet af adm. direktør Rasmus Greis. Foto: Copenhagen Capital.

 

Bo-To præsenterer overskud på 79 milllioner kr


Det jyske ejendomsfirma Bo-To, der har ejendomme for 2,7 millioner kr., kommer ud af 2025 med et overskud på næsten 79 millioner kr. før skat.

Det fremgår af selskabets regnskab, der er offentliggjort fredag.

Til sammenligning nåede selskabet et resultat før skat på lidt over 70 millioner kr. i 2024.

En stærk medvirkende faktor til det resultat i 2025 er driftresultat, der lyder på 80,5 millioner kr.

Bo-To har koncentreret deres investeringer i ejendomme langt væk fra de to metropoler København og Aarhus, og har ifølge dem selv på den måde spredt risikoen ud. Hellere hente 6-8 procent i forrentning i en ejendom i Tønder, end købe en ejendom i Aarhus med 2 procent i afkast, er de to ejere, Tomas Kjær Andersen og Bo Svenningsens, filosofi.

Bo-To har ejendomme i Skagen, Sæby, Frederikshavn, Hjørring, Aarhus, Grenaa, Randers, Horsens, Give, Tørring, Vejle, Kolding, Agerskov, Esbjerg, Fredericia, Haderslev, Padborg, Sønderborg, Tønder og Aabenraa.

 

 

Politisk opbakning til beboere i strid om Bellahøjhusenes fremtid


Det har efterhånden længe været en kendsgerning, at ti af de ikoniske Bellahøjhuse i det nordvestlige København er i så dårlig og sikkerhedsmæssig kritisk stand, at ønsket er at jævne dem med jorden.

Planen er en såkaldt sokkelrenovering – det betyder, at man river husene ned til soklen og genopbygger dem efter somme model – simpelthen fordi det er billigere end en renovering.

Men beslutningen mødes af massiv modstand fra beboerne, som ikke mener, at eksperterne har undersøgt husene godt nok. Og nu får de opbakning fra Socialdemokratiet og Konservative i Københavns Borgerrepræsentation. Det skriver Politiken.

– Vi skylder beboerne at få det undersøgt ordentligt, siger den konservative gruppeformand Morten Melchiors, der er medlem af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Københavns Kommune ifølge mediet. 

Også fagudvalget for Nyere Tids Arkitektur i By og Land Danmark mener, at det er problematisk at rive de ti højhuse ned.

Den lokale afdelingsbestyrelse i SAB, der repræsenterer beboerne, ønsker derfor at bruge 750.000 kr. på nye målinger af husene.

Men Rasmus Jessing, der er byggedirektør i KAB og står i spidsen for renoveringen, mener ikke, at der skal laves nye målinger, siger han til Politiken.

Lejepriserne følger ikke med priserne på lejligheder


Mens kvadratmeterprisen på ejerlejligheder ifølge tal fra Boligsiden er steget med 15 procent i gennemsnit på landsplan, er lejepriserne slet ikke steget lige så hurtigt.

Det viser en opgørelse som Boligportal har lavet over de lejligheder, der har været slået op på Boligportal.dk.

Det skriver Ritzau ifølge Berlingske.

Opgørelsen viser, at median-kvadratmeterprisen steg fra 1.486 kroner i 2024 til 1.535 kroner i årsleje i 2025.

Det svarer til en stigning på tre procent, som altså er langt fra de prisstigninger på ejerlejligheder, man har oplevet i flere byer.

– Hvor ejerboliger i perioder kan opleve meget kraftige prisstigninger, bevæger lejepriserne sig mere gradvist og forudsigeligt, siger Anders Hyldborg, der er direktør for Boligportal til Ritzau, ifølge Berlingske.

Våbenvirksomhed køber logistikejendom i Jylland


Den danske forsvars- og rumfartsvirksomhed Terma opruster på hjemmebanen i Lystrup, hvor virksomheden har købt en moderne kontor- og lagerejendom på Lægårdsvej 12 til 21,5 millioner kr.

Ejendommen på godt 2.000 kvm skal rumme et nyt logistikcenter med omkring 50 medarbejdere.

Det skriver EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, der har formidlet salget.

Købet sker i takt med den markante oprustning på forsvarsområdet i Danmark og Europa, hvor Terma leverer avancerede løsninger til forsvars-, rumfarts- og sikkerhedssektoren – herunder radarer og elektroniske selvbeskyttelsessystemer til blandt andet F-35-kampfly.

Ifølge Terma skal ejendommen danne rammen om varemodtagelse, lager og forsendelse.

Det kommende logistikcenter på Lægårdsvej 12 blev solgt efter kort tid på markedet, og det er et vidnesbyrd om stor interesse for sådanne ejendomme, fortæller Mads Bjerrum Christensen, industrichef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, der har formidlet salget af ejendommen. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.

JJW Arkitekter udvider ejerkredsen med to nye partnere


JJW Arkitekter udvider ejerkredsen med to interne profiler.

Syreen Louise Kihm og Nicolaj Gjøg indtræder som partnere efter flere år i virksomheden – Syreen Louise Kihm som akkvisitionschef siden 2016 og Nicolaj Gjøg, der har været ansat siden 2008 og senest associeret partner.

Det oplyser arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse.

Udnævnelserne er led i tegnestuens generationsskifte og skal styrke den tværfaglige udvikling med øget fokus på transformation, renovering og eksisterende byggeri, lyder det.

Fra venstre: David Ploug, Lars Andersen, Katja Viltoft, Syreen Louise Kihm, Nicolaj Gjøg
Foto: JJW Arkitekter / Kontraframe

Selmer skal opføre 132 rækkehuse for Velkomn


Ejendomsselskabet Velkomn har hyret Selmer Byg til at opføre 132 rækkehuse på tre grunde i henholdsvis Gundsømagle, Faxe og Rønnede.

Grundene købte Velkomn i 2025.

Samtidig oplyser Velkomn, at mere end 3.500 allerede har skrevet sig op til de tre projekter.

Med de tre byggeprojekter i henholdsvis Gundsømagle, Faxe og Rønnede har Velkomn i alt 1.600 boliger i porteføljen med 400 boliger i sin pipeline og 1.200 boliger i drift.

Peter Winther udpeget til formand for Fremtidens Brøndby Strand


Parterne bag Fremtidens Brøndby Strand P/S – Brøndby Kommune, AKF og Sampension – har udpeget Colliers’  Peter Winther, der er Executive Director i capital markets, som kommende bestyrelsesformand.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse, hvor parterne også oplyser, at man nu har sat gang i rekrutteringen af en adm. direktør, der skal drive selskabet.

Selve bestyrelsen er dog på plads. Den består, foruden Peter Winther, af tre repræsentanter fra Brøndby Kommune og tre fra investorsiden:

  • Peter Winther, Executive Director, Colliers (formand)
  • Maja Højgaard, borgmester (S)
  • Vagn Kjær-Hansen, formand for Teknik- og Miljøudvalget (SF)
  • Poul Gaarbo, kommunalbestyrelsesmedlem (DF)
  • Ino Dimsits, administrerende direktør, AKF
  • Torbjørn Lange, Head of Real Estate & Infrastructure, Sampension
  • Henrik Groos, tidligere partner i advokatvirksomheden Accura.

Selskabet Fremtidens Brøndby Strand P/S skal stå i spidsen for den største omdannelse af Brøndby Strand i over 50 år med op mod 2.600 nye boliger frem mod 2040.

Etableringen afventer for øjeblikket endelig godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. 

OBS! Dette er i korrekt beskæring :-)
Peter Winther, Colliers, under et oplæg ved Ejendomsdagene 2025. Foto: Claus Sall/Estate Media

Udenlandsk advokatselskab lejer 2.000 kvm i Nordhavn


Det norske advokatselskab Bahr AS har lejet hele 7. etage af kontorejendommen Marmormolen i nordhavn, hvor godt 2.000 kvm skal danne rammen om virksomhedens entre på det danske marked.

Det oplyser AP Ejendomme i en pressemeddelelse torsdag.

AP Ejendomme har i godt fire år bygget på ejendommen, hvor en stribe tiltag har reduceret CO2-udledningen markant.

Ejendommen rummer i alt 28.000 kvm. og har otte etager. Det er forventet, at den står helt færdig i sommeren 2026.

AP Ejendomme forventer at udleje en væsentlig del af ejendommen frem mod sommeren, hvor bygningen står færdig.

 – Vi er i dialog om flere større lejemål i ejendommen, og interessen bekræfter os i, at der er et marked for denne type byggeri,” siger adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.

CBRE-selskab får ny adm. direktør


Den tidligere Kereby-driftsdirektør Kenneth Ohlendorff er ny adm. direktør i CBRE GWS. Det oplyser han selv i et opslag på Linkedin.

– CBRE har en gennemprøvet driftsmodel, en stærk kultur og klare vækstambitioner. Sammen med et højt kvalificeret og motiveret team er jeg overbevist om, at vi kan styrke vores position på det danske marked og realisere forretningens fulde potentiale, lyder det blandt andet fra den nye adm. direktør.

Han overtager posten fra Peter Fusager, der i oktober sidste år tog midlertidigt over for den hidtidige adm. direktør Michael Rusborg. Michael Rusborg havde indtil da havde bestridt posten i ni år.

Det var også i oktober måned sidste år, at Kenneth Ohlendorff selv stoppede som driftsdirektør i Blackstone-selskabet Kereby. Det skete efter en række stormfulde år for selskabet.

– Jeg blev hyret ind til at opbygge en datadrevet og serviceorienteret ejendomsforretning med klare strukturer og et tillidsfuldt forhold til kunder, samarbejdspartnere og beboere. Det har jeg eksekveret på i stor stil. Så mit projekt i Kereby er færdigt nu, og det er jeg stolt af, sagde han til Estate Media i forbindelse med fratrædelsen.

Kenneth Ohlendorff. Foto: Kenneth Ohlendorff

Ny stor fremgang i Cobblestone


Cobblestone, der tidligere på ugen fusionerede med den svensk-finske full service-ejendomsforvalter Retta og i fremtiden skal hedde Inna, kommer ud af 2025 med endnu et stærkt regnskab.

For femte år i træk stiger bruttofortjenestene i selskabet, og i 2025 lyder den på 125 millioner kr. Til sammenligning lød den for fem år siden på 69 millioner kr.

Bundlinjen følger med samme vej.

Her kan Cobblestone, snart Inna, præsentere et resultat før skat på lige under 12 millioner kr. Også her er der tale om en kontinuerlig frem henover de seneste fem år. For fem år siden lød resultat før skat på 4,3 millioner kr.

Adm. direktør Ashkan Ahmadinia fremhæver, at 2025 viser resultatet af en stabil og langsigtet strategisk retning:

– Vores strategi er uændret: Vi vil have branchens bedste organisation, kunder vi kan excellere med og innovation i vores ydelser. Det er vores udgangspunkt for at skabe værdi for kunderne og deres ejendomme – og det holder vi fast i.

Realkredit Danmark leverer overskud på 6,5 milliarder kr


Realkredit Danmark havde med direktør Kamilla Hammerich Skyttes egne ord “et solidt” år i 2025.

Selskabet kom ud med et resultat før skat på 6,5 milliarder kr. hvilket er lidt er bedre end i 2024, hvor det lød på lige under 6 milliarder kr.

Set over en periode på fem år har resultatet før skat i gennemsnit lydt på 5,7 milliarder kr.

– Resultatet for 2025 er solidt. En nettotilbageførsel af nedskrivninger på udlån og lavere omkostninger bidrog til en stigning i resultatet i forhold til 2024, lyder det fra Kamilla Hammerich Skytte.

ATP Ejendommes lejeindtægter falder for tredje år i træk


ATP Ejendommes lejeindtægter falder for tredje år i træk. Det fremgår af årsregnskabet, der er udkommet torsdag.

ATP Ejendomme havde i 2025 lejeindtægter for 769 millioner kr., i 2024 lød tallet på 824 millioner og i 2023 på 850 millioner kr.

Udviklingen kan aflæses i ejendommenes drift, når man ikke medtager værdireguleringer. Her er man faldet fra 664 millioner kr. til 609 millioner kr.

Netop værdireguleringer er den positive historie i regnskabet. Her har ATP Ejendomme kunne opjustere med 284 millioner kr. i forhold til en nedjustering på 100 millioner kr. i 2024.

Værdireguleringerne er også med til at øge bundlinjen.

ATP Ejendomme kommer ud af 2025 med et overskud på 979 millioner kr. før skat, mod 583 millioner kr. året inden.

Ejendomsudlån trækker Jyske Bank-regnskab op


Jyske Banks regnskab bliver blandt andet trukket op, at deres eksponering i segmentet for fast ejendom.

Det fremgår af bankens regnskab, der er blevet offentliggjort torsdag morgen.

– Fremgangen skyldes særligt en øget eksponering mod privatkunder underbygget af højere realkreditudlån og stigende eksponering mod erhvervskunder i branchen fast ejendom, lyder det.

Udlån og garantier til fast ejendom er steget fra 177,3 milliarder kr. i 2024 til 185,8 milliarder i 2025. Altså en fremgang på 8,5 milliarder kr.

Det er en væsentlig andel af den samlede fremgang i “udlån og garantier”, der i alt lød på 10,9 milliarder kr.

Jyske Bank endte med at resultat før skat på 7,257 milliarder kr.

Thylander får profilerede investorer med i datacentersatsning


Thylander får nu en række danske investorer ombord i datacenterplatformen Thylander Data Centers (TYDC).

Investorkredsen udvides med Systematic Holding ApS ved Michael Holm, der er stifter af Systematic, investeringsselskabet Sagitta Ventures ApS, shippingvirksomheden Weco A/S og ejendomsselskabet E. Bank Lauridsen Holding A/S.

Det oplyser Thylander i en pressemeddelelse, hvor selskabets adm. direktør, Bjarke Mikkelsen, kalder det en milepæl:

– De fire nye partnere i TYDC kommer alle med unikke kompetencer, der gør vores platform stærkere og mere skalerbar. Det sidste år har vi arbejdet hårdt på at opbygge dybe operationelle kompetencer og en langsigtet udviklingspipeline til en førende platform på danske hænder. Det er en kæmpe fornøjelse at nå denne milepæl, og vi kunne ikke ønske os en bedre ejerkreds i TYDC, siger Bjarke Mikkelsen.

Sidste år meldte ejendomsinvestoren ud, at de nu satser på netop datacentre som en del af deres strategi.

Thylander Data Centers, der har Anders Frich Mathiesen i spidsen som adm. direktør, er netop nu i gang med sit første datacenter i Esbjerg.

Selskabet forventer at indvie det nye center allerede i 2026. Det får en kapacitet på op til 200 megawatt og bliver dermed et af Danmarks største. Når centret er fuldt opført, kan investeringerne overstige 10 milliarder kr.

Målet er at opbygge en fuldt danskejet datacenter-platform, der kan imødekomme den voksende efterspørgsel efter sikker digital infrastruktur.

Parterne oplyser ikke størrelsen på den investering, som de fire nye partnere tilfører TYDC.

Anders Frich Mathiesen, adm. direktør i Thylander Data Centers, og Bjarne Mikkelsen, adm. direktør i Thylander. Foto: Thylander

Dagrofa vil investere op mod 1,3 milliarder i ejendomme


Dagligvarekæden Dagrofa vil eje noget mere. Derfor lancerer de med egne ord en “offensiv strategi”, hvor koncernen vil investere 1,3 milliarder kr. i vækst, og hvor de vil “spille med på ejendomsmarkedet” og – hvor det giver mening – eje de bygninger, som nye butikker skal ligge i.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse onsdag.

Når Dagrofa gerne vil eje, så skyldes det blandt muligheden for at kunne udvikle på ejendom og placering. Man vil også kunne målrette ejendommen noget bedre til fx Meny uden, at beslutninger skal forbi en udlejer først.

Ved udgangen af 2025 havde Dagrofa 544 butikker i kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb. En vækst på seks procent siden 2022.

Arkitekter gennemfører generationsskifte


Juul Frost Arkitekter gennemfører primo 2026 et planlagt generationsskifte.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Ejerskabet er over det seneste år gradvist overgået fra tegnestuens stiftende partnere, Helle Juul og Flemming Frost, til Philip Krogh og Christian Hanak, som fremover vil varetage den daglige ledelse og drift af tegnestuen.

Philip Krogh bliver ny adm. direktør, mens Christian Hanak bliver udviklingsdirektør.

De stiftende partnere fortsætter aktivt i tegnestuens arbejde og ledelse.

Nordsjællandske erhvervsmæglere slår sig sammen


EDC Erhverv Poul Erik Bech i Nordsjælland går sammen med danbolig Erhverv Hillerød. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Ifølge Dorthe Mills, partner og erhvervsmægler ved danbolig Erhverv Hillerød, bliver afdelingen den suverænt største erhvervsmægler i Nordsjælland.

EDC Erhverv Poul Erik Bech i Nordsjælland har de senere år markeret sig særligt på hotel. Her har de blandt andet solgt Hornbæk Hospital til Copi og Havreholm Slot.

Sammenlægningen betyder, at afdelingen kommer til at tælle godt 14 medarbejdere.

– Det styrker vores position markant. Det betyder alt andet lige, at vores kunder får endnu flere mæglere og hænder til at løse deres sager, og når du er køber eller lejer får du et endnu større udbud af ejendomme og lokaler at vælge imellem, lyder det fra Poul Erik Bech.

Realkredit Danmark politianmeldt


Finanstilsynet har meldt Danske Banks realkreditselskab, Realkredit Danmark, til politiet.

Det fremgår af en meddelelse fra tilsynet.

Sagens omdrejningspunkt er, at Realkredit Danmark ifølge Finanstilsynet har udført forkerte beregninger på ejerlejligheder, der skal udlejes.

Realkreditinstitutter skal værdiansætte private ejerlejligheder til udlejning ud fra en rentabilitetsberegning, men det har Realkredit Danmark ikke gjort.

Finanstilsynet oplyser, at Realkredit Danmark har værdiansat disse ejerlejligheder efter kontantprincippet, ikke efter rentabilitetsprincippet.

– Det giver som udgangspunkt en for høj vurdering af ejerlejlighederne, skriver Finanstilsynet.

Det var Realkredit Danmark selv, der opdagede fejlen, og de orienterede Finanstilsynet om fejlen i september 2024. Fejlen stod på i fem år, før den blev opdaget.

Realkredit Danmark oplyser til Børsen, at der er tale om cirka 500 ejerlejligheder, hvoraf omtrent 120 af lejlighederne har været overbelånt, altså belånt til en højere værdi, end man egentlig må.

Realkredit Danmark oplyser i et skriftligt citat til Estate Media, at sagen beror på en fejl i forbindelse med opdatering af deres forretningsgange.

– Vi er enige i, at fejlen kunne være rettet hurtigere, og vi har løbende forbedret relevante processer for at forhindre, at et lignende forløb kan opstå, skriver Realkredit Danmark og tilføjer:

– Hverken investorer eller kunder har lidt tab ligesom ingen kunder stilles ringere under deres nuværende låneaftale. Realkredit Danmark har selv opdaget og korrigeret fejlen og har rettet henvendelse til Finanstilsynet og informeret om forholdet. Da myndighederne undersøger sagen, har vi ingen yderligere kommentarer.