– Udnævnelserne er et udtryk for, at vi er i fremgang på tværs af vores forretning. Samtidig er de et bevis på, at Bruun & Hjejle er et sted, hvor talenterne har en klar karrierevej og tidligt får ansvar i udviklingen af både klientrelationer og forretningen. Dette er en central del af vores strategi, lyder det fra bestyrelsesformand Ole Spiermann.
Anton Secher har været hos advokatselskabet siden 2016. Først som studentermedhjælper, sien advokatfuldmægtigt, advokat og nu partner. Han er uddannet jurist fra Københavns Universitet.
Anton Secher er blevet forfremmet til partner i Bruun & Hjejles afdeling for fast ejendom.
Susanne Lund er ny forperson for proptech-virksomheden ejendom.com. Hun aflæser Peter Midtgaard.
Susanne Lund træder ind i bestyrelsen med mere end 30 års erfaring fra tech industrien og har gennem sin karriere arbejdet med strategi, ledelse og kommerciel skalering af digitale virksomheder. Hun har blandt andet været adm. direktør i Airtame og arbejder i dag med strategi, forretningsudvikling og innovation gennem CPH Strategy.
Ejendom.com står foran en ny fase oplyser selskabet, hvor platformen skal videreudvikles, organisationen styrkes, og markedspotentialet omsættes til endnu mere vækst med fokus på kernekompetencerne. Og det er en den forbindelse, at man skal se tilknytning af Susanne Lund, fortæller adm. direktør og medejer Tomas Zang Mathiesen.
– Vi står foran et nyt kapitel, hvor vi skal professionalisere, prioritere og skalere endnu mere målrettet, og her bliver Susanne en vigtig sparringspartner for både ledelsen og bestyrelsen, siger han.
Nye rækkehuse i Tingbjerg hædres af Københavns Kommune
Af Tilde Toft
Tingbjerghusene er blevet præmieret af Københavns Kommune i kategorien Nybyg ved årets bygningspræmiering.
Det skriver Urban Partners og Tegnestuen Vandkunsten på LinkedIn.
Tingbjerghusene er en del af den omfattende omdannelse af Tingbjerg, hvor nye private boliger skal være med til at skabe en mere blandet bydel.
Rækkehusene er placeret i de eksisterende gårdrum mellem de almene boligblokke og er tænkt som en fortætning, der skal skabe nye forbindelser, mere liv og bedre rammer for fællesskab.
Ifølge Tegnestuen Vandkunsten lægges der i bedømmelsen vægt på, at “arkitekturen tager udgangspunkt i stedets særlige karakter, og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.”
Projektet er udviklet af Urban Partners, tegnet af Tegnestuen Vandkunsten og opført af HusCompagniet som totalentreprenør med SLA som landskabsarkitekt.
Københavns Kommunes bygningspræmiering har eksisteret siden 1903 og gives til projekter, der tilfører byens fysiske rammer særlig kvalitet.
Bedømmelsesudvalget består af Kultur- og Fritidsudvalget samt fagpersoner udpeget af Akademisk Arkitektforening og IDA. Derudover indgår stadsarkitekt Lars Jensen og arkitekt Asger Rønholm fra Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen.
Ejendomsselskaber i stor fusion – bliver Sveriges største
Af Christoffer Bagge
Det svenske ejendomsselskab SveaFastigheter fusionerer med KlaraBo og bliver det største ejendomsselskab på den svenske børs.
Det oplyser parterne i en fondsbørsmeddelelse mandag morgen.
I forbindelse med fusionen har KlaraBo og SBB i Norden AB indgået en aftale, hvorved KlaraBo erhverver en ejendomsportefølje fra SBB på cirka 4.100 lejligheder. Det lidt specielle her er, at alle de ejendomme er under forvaltning af Sveafastigheter.
Fusionen skaber et større boligejendomsselskab med cirka 26.500 lejligheder.
– Størrelsen muliggør mere effektiv forvaltning og omkostningsbesparelser. Det giver en stærkere generering af pengestrømme og skaber betingelserne for øget aktionærværdi og mere attraktiv finansiering, lyder det fra Joacim Sjöberg, bestyrelsesmedlem i KlaraBo.
Et fusionsdokument forventes offentliggjort i starten af juni 2026.
Sveafastigheters ejendomsportefølje udgjorde cirka 29,4 milliarder svenske kr. pr. 31. marts 2026, hvoraf 25,8 milliarder svenske kr. vedrører ejendomme under forvaltning.
KlaraBos ejendomsportefølje beløber sig til cirka 10,8 milliarder svenske kr.
Ifølge mediet vil borgmesteren i første omgang undersøge en overdækning på mindst 450 meter. Projektet skal både dæmpe støjen fra motorvejen og binde Farum bedre sammen.
Kommunen har foreløbig afsat 1,4 millioner kr. til undersøgelserne, men projektet er dog presset af tid, fordi kommunen skal have en plan klar, inden udvidelsen af Hillerødmotorvejen til seks spor går i gang.
Adspurgt af TV 2 Kosmopol, om projektet ikke er en stor økonomisk risiko for kommunen, peger Nicolai Bechfeldt på, at finansieringen kan ske gennem et udviklingsselskab.
– Hvis man får lavet det her udviklingsselskab, så får man jo nogle andre med ind og finansiere. Altså nogle, der tror på at ved at investere i overdækning af motorvejen imod til gengæld at få retten til at bygge på grundene, så kan man forrente sine penge – det, synes jeg i hvert fald vil være et sundhedstegn, siger Nicolai Bechfeldt.
Entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaards drift kom under pres i 2025, selv om koncernen fortsat løfter både omsætning og bundlinje.
Driftsresultatet blev næsten halveret og landede på 62,6 millioner kr. mod 130,6 millioner kr. året før.
– Udviklingen i koncernens økonomiske forhold er negativt påvirket af skærpede krav og stigende materialepriser i lighed med entreprenørbranchen generelt, skriver ledelsen.
Zoomer man yderligere ind på driften, er det tydeligt, at pengestrømme fra driftsaktivitet er vendt fra et plus på 167 millioner kr. i 2024 til et minus på 59 milloner kr. i 2025.
En væsentlig forklaring findes i udviklingen i den kortfristede gæld. Her er posten ændret fra et positivt bidrag på 106,7 millioner kr. i 2024 til et negativt bidrag på 129,3 millioner kr. i 2025.
A. Enggaards presseafdeling oplyser videre til Estate Media, at der også er en teknisk forklaring på faldet.
– At det kun er resultater fra partnerskaber, hvor A. Enggaard ejer 51 procent eller mere, der dukker op i driftsresultatet. Resten kommer ind via kapitalinteresser eller associerede selskaber. Det betyder kort fortalt, at i år hvor A. Enggaard bygger forholdsvis mere for sine 50/50-partnerskaber ift. eksterne bygherre, vil driftsresultatet være lavere, lyder det.
A. Enggaard-koncernen realiserede i 2025 en omsætning på 3,2 milliarder kr., hvilket svarer til en fremgang på tre procent sammenlignet med året før. Resultatet efter skat steg til 204 millioner kr. fra 177,7 millioner kr. i 2024.
Købmandsfonden KFI leverer i sin seneste årsrapport et rekordhøjt resultat af primær drift på 304 millioner kr. mod 277 millioner kr. året før.
Det fremgår af den netop offentliggjorte årsrapport for 2025.
2025 har været et godt år for KFI. Vi har investeret, uddelt og udviklet med det klare formål at skabe bedre og mere holdbare rammer for de selvstændige købmænd. Regnskabet viser, at vores forretning er stærk – men det afgørende er, at den styrke bliver omsat til handling og kommer købmændene konkret til gavn, siger adm. direktør Terje List i en pressemeddelelse i forbindelse med årsrapporten.
Samtidig når fonden et historisk højt uddelingsniveau. I alt blev der foretaget 2.218 uddelinger i 2025 – en stigning på 35 procent – svarende til 268 millioner kr.
Resultatet før skat faldt dog til 406 millioner kr. fra 446 millioner kr. året før.
For 2026 forventer KFI et resultat af både primær drift og før skat på niveau med 2025, mens uddelingsniveauet ventes fastholdt – afhængigt af udviklingen på dagligvare-, ejendoms- og kapitalmarkederne.
Zinck Capital køber ved Amager Strand for 300 mio. kr.
Af Tilde Toft
Zinck Capital har købt ejendommen på Strandlodsvej 15-17 på Amager Strand i København i en handel til et beløb tæt på 300 millioner kr.
Købet er gennemført som en selskabshandel med Jacob Fisker som medinvestor, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Handlen er samtidig en del af en større opkøbsrunde hos Zinck Capital, som inden for de seneste seks måneder har udvidet porteføljen med ejendomme for omkring 400 millioner kr.
Porteføljen rummer nu knap 100 lejligheder i København.
Ejendommen på Amager indgår i selskabets strategi om privatisering af lejligheder med fokus på den fortsatte efterspørgsel efter ejerboliger i hovedstaden.
– Med købet på Amager Strand tager vi endnu et vigtigt skridt i udviklingen af vores portefølje. Ejendommen matcher vores investeringsstrategi med fokus på attraktive beliggenheder og et stort potentiale for værdiskabelse, udtaler Mogens Zinck, direktør i Zinck Capital.
Zinck Capital oplyser samtidig, at selskabet fortsat har fokus på opkøb af boligejendomme i de større byer og forventer at gennemføre flere investeringer i den kommende periode. Selskabet er en familieejet investeringsvirksomhed med fokus på boligejendomme i København og Aarhus.
Novo Nordisk dropper planerne om at opføre milliard-fabrik i Odense.
Det oplyser selskabet onsdag.
Planen var, at der skulle investeres 8,5 milliarder kr. i etableringen af det nye produktionsanlæg, som fra 2027 skulle producere medicin til behandling af sjældne sygdomme såsom blødersygdommen hæmofili.
Novo Nordisks chef for faciliteterne i Odense, Jesper Trebbien Andersen, siger til TV 2 Fyn, at projektet bliver bygget færdigt, men ikke bliver taget i brug som planlagt.
– Vi fortsætter byggeriet i Odense, men anlægget vil efter endt opførelse fungere som lager- og opbevaringsfacilitet i stedet for et produktionsanlæg, siger Jesper Trebbien Andersen.
Der var oprindeligt drømme om flere tusinde medarbejdere på Novos nye virksomhed i Tietgenbyen i Odense. Siden blev tallet dog nedjusteret til cirka 400 samt 1000 bygningsaarbejdere på byggepladsen i byggeperioden. Nu er det uklart, hvor mange job, der bliver tilbage.
Det kommende højhus på Langelinie i København, som forventes at blive vedtaget på et udvalgsmøde i Kultur, Teknik- og Miljøudvalget senere i den her måned, møder opbakning fra Østerbro Lokaludvalg.
Det fremgår af et høringssvar, som udvalget har givet i forbindelse med projektet.
– Østerbro lokaludvalg glæder os over, at der langt om længe planlægges for de traditionsrige spidser af havneindløbet ved Frihavnen. Særligt glæder vi os over, at der på Langelinie lægges op til overvejende boligbyggeri med blanding af alment og privat ejerskab, skriver udvalget.
Generelt har udvalget nærmest overraskende få bemærkninger til projektet.
Udvalget ønsker lidt med inddragelse i projektet, og at den syv meter lange promenade bevares.
Prisen på ejerlejligheder stiger 100.000 kr. om måneden i København
Af Christoffer Bagge
Der er og har været fart på det københavnske boligmarked.
Nye tal fra Boligsidens markedsindex viser at lejlighedspriserne i København netop har krydset 75.000 kr. pr. kvm. Det sker præcis et år efter, at salgsprisen rundede 60.000 kr. pr. kvm.
Udviklingen svarer til, at en lejlighed på 80 kvm. er blevet 100.000 kr. dyrere måned for måned det seneste år.
Helt så hurtigt går det ikke i Aarhus, hvor priserne “kun” er steget 50.000 kr. om måneden det seneste år.
Der er dog også tal, der peger på, at tempoet måske er gået en lille smule ud af København, påpeger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
– Vi har i de seneste måneder set en stigning i udbuddet af lejligheder i København, og selvom der fortsat bliver solgt mange lejligheder, er handlen i København ikke på det ekstra høje niveau, som vi så sidste år. Fortsætter den udvikling, kan det også betyde en mere afdæmpet prisudvikling på hovedstadens lejlighedsmarked, siger hun i en pressemeddelelse fra Boligsiden.
Der er fremgang på alle nøgletal for Copenhagen Capital i første kvartal. Det viser selskabets offentliggjorte kvartalsregnskab.
Selskabet har realiseret en omsætning på 17,6 millioner kr. i første kvartal mod 12,8 millioner kr. i samme periode i 2025.
Resultat før finansielle poster (EBIT) udgjorde 13,1 millioner kr. mod 8,4 millioner kr. i 1. kvartal 2025, mens resultat før kurs og værdireguleringer og skat (EBVAT) udgjorde 6,7 millioner kr. mod 3,7 millioner kr. i samme periode sidste år.
– Vi er tilfredse med udviklingen i første kvartal. Driften udvikler sig som forventet, porteføljen er fortsat præget af lav tomgang, og vi har realiseret en solid fremgang i EBVAT sammenlignet med samme periode sidste år,” udtaler direktør Rasmus Greis.
Copenhagen Capital noterer sig, at markedet for investeringsejendomme i København er præget af lavere transaktionsvolumen, men der opleves fortsat stor investorinteresse for boligejendomme, særligt nybyggede boliger med fri markedsleje. Ledelsen vurderer, at usikkerhed relateret til inflation, renter og globale markedsforhold endnu ikke har medført væsentlige ændringer i afkastkravene på investeringsejendomme i København.
Tirsdag morgen dannede Café Sommersko i Palægade rammen om Estate Medias Estate Morgen.
Her talte chefredaktør Christoffer Bagge med Per W. Hallgren, adm. direktør i Jeudan og nummer ét på årets Magthaverne-liste, samt Torben Modvig, administrerende direktør i PensionDanmark Ejendomme, der indtager listens femteplads.
Stensdal Group har taget første spadestik til Lyskær Have — et nyt boligområde med 59 lejligheder i hjertet af Marielundkvarteret i Herlev.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse tirsdag.
Boligområdet bliver et af de første nye boligprojekter i bydelen, der over de kommende år forvandles fra erhvervsområde til en levende, blandet bydel for både beboere og erhvervsliv. Lyskær Have indgår i Stensdals boligkoncept Favn og forventes klar til indflytning i efteråret 2027.
Ifølge adm. direktør Søren Stensdal bliver målet at skabe et trygt og godt boligområde.
– Vi bygger Lyskær Have med samme grundtanke som vores øvrige Favn-bebyggelser, nemlig at skabe boliger, hvor der er tryghed og hvor mennesker trives, uanset hvor du er i livet. Boligerne henvender sig derfor til det brede spektrum, fra det unge par og børnefamilien til seniorerne, og vi tror på, at det er den blanding, der skaber et godt naboskab. siger han i pressemeddelelsen.
Cirkusbygningen har vundet Publikumsprisen ved Københavns Kommunes Bygningspræmiering 2026.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
I alt havde 4.574 personer – et rekordstort antal – afgivet deres stemme på i alt fem forskellige kandidater i forbindelse med prisen. Det var sket på kommunens hjemmeside.
Kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl (RV) kalder Cirkusbygningen for en “vigtig brik i det historiske forlystelseskvarter i hjertet af Købenavhn”.
– Det fortjener i den grad en pris og københavnernes anerkendelse at kunne restaurere og transformere den fredede bygning, så lys, lyd og rummelighed opfylder nutidens behov ved stormiddage og underholdningsaftener med sporene af fortidens cirkusarenas eksotiske dyr og Verner Pantons senere uforglemmelige indretning, der nu står endnu skarpere, siger han i pressemeddelelsen.
Cirkusbygningen er opført i 1886 og er flere gange blevet renoveret og ombygget. Senest altså sidste år, hvor bygningen var igennem en større restaurering.
Udvendigt er facaden med rundbuede vinduer og indgangsdøre blevet sat i stand, ligesom den særlige væddeløbsfrise, der pryder bygningen, er blevet restaureret og konserveret. Indvendigt er Verner Pantons farve- og lyskoncept fra 1983 blevet genskabt.
Foruden Cirkusbygningen var også Nordhus, Pakhus 47, Tolvkanten Kirke, Fælleshuset på Bispebjerg Hospital, Tingbjerghusene, Ribbefabrikken på Valhøjvej og Skolen ved Dybbelsbro nomineret til publikumsprisen.
Publikumsprisen blev uddelt første gang i 2018. Her er de tidligere vindere:
2025: Metrolinje M4 til Sydhavnen
2024: Karens Minde Aksen
2023: Bispebjergs Helende Haver
2022: Ny Østergade 30
2021: Nørrebro Bibliotek
2020: Hotel Ottelia
2019: Amaryllis Hus
2018: Axel Towers’
Det er ikke meget mere end en uge siden, at Cirkusbygningen vandt en anden pris for restaureringsarbejdet i 2025. Bygningen blev nemlig tidligere på måneden udvalgt til Farveprisen 2026.
Cirkusbygningen 2026. Den røde midterfoyer følger Verner Pantons oprindelige farvesætning. Vestibulens cirkelgeometri i lysophæng og billetbåse er blevet genskabt efter gamle tegniner, men opdateret til nutidige krav. Den store formation af røde spiral-lysekroner er en del af det nye integrerede indretninsprojekt. Foto: Adam Mørk
Ingeniør og arkitekt-virksomheden Norconsult Danmark kom godt ud af første kvartal.
Selskabet landede en nettoomsætning på 130 millioner kr., hvilket svarer til en vækst på 4 procent. Det viser tallene, der blev offentliggjort i forbindelse med Norconsult‑koncernens kvartalspræsentation tirsdag.
Samtidig leverer Norconsult Danmark et justeret EBITA-resultat på 8 millioner kr.
Jes Hansen, adm. direktør i Norconsult, glæder sig over udviklingen i en urolig tid.
– Vi oplever fortsat vækst i omsætningen trods et marked, der har været præget af usikkerhed i årets første måneder. Alligevel har vi formået at vinde vigtige opgaver, der giver et solidt udgangspunkt for resten af året, siger han i en pressemeddelelse.
Norconsult Danmark A/S beskæftiger cirka 520 medarbejdere, som yder rådgivning inden for byggeri, anlæg og Life Science.
Byggesagsbehandlingstiderne falder på nogle områder i København. Det viser et nyt notat, som er blevet delt med Klima- Teknik og Miljøudvalget i kommunen, forud for det kommende møde.
Det gennemsnitlige antal sagsbehandlingsdage for “Etagebyggeri, bolig” er faldet fra over 86 dage i gennemsnit i 2023 til 33 dage i første kvartal 2026.
Helt så godt går det dog ikke, når man ser på “Etagebyggeri, erhverv”, der er steget fra lige under 53 dage sidste år til 67 dage i årets første kvartal. I den kategori er der blevet afsluttet ni sager med sagsbehandlingstid på mere end 300 dage, hvilket har trukket behandlingstiden markant op, lyder det fra forvaltningen.
Ser man på den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager på tværs af fem kategorier i København er der tale om fald fra over 100 dage i gennemsnit i 2023 til lige over 41 dage i 2026.
Det norske pensionsselskab KLP tager nu hul på boligmarkedet i Danmark.
Gennem boliginvesteringsselskabet Nordic Residential Properties har KLP indgået en aftale om at købe boligudlejningsejendommen Nordre Teglkaj 12-46 i Københavns Sydhavn fra Patrizia for 690 millioner kr.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelse.
Ejendommen ligger på Teglholmen tæt ved Sydhavn og består af 127 lejligheder og rækkehuse fordelt på cirka 12.500 kvm Ejendommen er opført i 2016.
Handlen markerer samtidig KLP’s første boliginvestering i Danmark, efter at koncernen sidste år fik mandat til at investere i boligudlejning. Siden er der gennemført flere boligopkøb i Norge, og nu følger den danske del af koncernen trop.
– Vi skal vokse yderligere, og investeringen passer godt ind i vores vækststrategi og vores langsigtede planer i Danmark. Vores fokus er nu at opbygge en betydelig boligportefølje, og denne ejendom er et godt udgangspunkt med stabilt vækstpotentiale og afkast, udtaler adm. direktør i KLP Ejendomme og Nordic Residential Properties, Bettina Lange.
CBRE, der har været sælgerrådgiver på handlen, peger samtidig på, at transaktionen viser, at investorinteressen for københavnske boligejendomme fortsat er stærk.
– Vi er glade for at have faciliteret denne market-mover transaktion, som i den grad understreger styrken af markedet for boligejendomme i København, i en periode med forøget usikkerhed i verden, lyder det fra Christopher Elgaard Jensen, director hos CBRE.
KLP Ejendomme har været aktiv i Danmark siden 2000 og ejer i dag 10 ejendomme i København og Aarhus med en samlet porteføljeværdi på omkring 9 milliarder kr.