Oplægsholdere
Kamilla Sevel
Chefredaktør og Thought Leader, Estate Media
Kamilla Sevel har i mere end 30 år fulgt ejendomsmarkedet i Danmark, Norden og resten af Europa tæt og skrevet analyser, rapporter, bøger og kommentarer om markedet i skiftende medier og på flere platforme. Hun stiftede Estate Media i 2008 og er i dag chefredaktør og Thought leader for ejendomsbranchens førende vidensplatform. Kamilla Sevel holder jævnligt oplæg om trends og tendenser i bygge- og ejendomsbranchen både i Danmark og i udlandet og har modereret over 700 konferencer. Kamilla Sevel er ansvarlig for publikationer som Estate Magasin og Estate Nordic Magazine samt årlige analyser af de største selskaber i branchen.
Hanne Ullum
Vicedirektør, Bygherreforeningen
Hanne Ullum har siden 2008 været hos Bygherreforeningen, der organiserer cirka 120 professionelle bygherrevirksomheder i Danmark. Hun er vicedirektør og har blandt andet været chef for udvikling og uddannelse af foreningens medlemmer og arbejder tæt sammen med organisationer i bygge-, ejendoms- og anlægssektoren samt de offentlige myndigheder på området. Hanne Ullum er desuden sekretær for Bygherreforeningens Arbejdsmiljøudvalg og uddannet arkitekt.
Peter Stenholm
Adm. direktør, EjendomDanmark
Peter Stenholm tiltrådte den 1. maj 2022 som adm. direktør i EjendomDanmark, der er ejendomsbranchens erhvervsorganisation. Han kom fra en stilling som vicedirektør og branchedirektør i DI. Tidligere har han arbejdet i Dansk Byggeri, HTS, Dansk Arbejdsgiverforening og Forsvarsministeriet. Peter Stenholm er oprindeligt uddannet advokat.
Mette Linneboe Pedersen
Kommunikations- og marketingchef, Byggefakta
Mette Linneboe Pedersen er ansvarlig for kommunikation og marketing i Byggefakta, der er førende leverandør af markeds- og projektdata til byggebranchen i Danmark og resten af Norden. Hun er en af de centrale kræfter bag Byggefaktas markedsanalyser og prognoser, der udkommer løbende og indeholder trends og tendenser for den professionelle byggebranche. Mette Linneboe Pedersen er uddannet Cand.merc.(kom) fra CBS.
Jesper Malm
Områdechef, Bygherreforeningen
Jesper Malm er områdechef i Bygherreforeningen og blandt andet ansvarlig for kommunikation, interessevaretagelse og udvikling. Han står bag en række udviklingsprojekter, der omhandler øget forståelse for byggeriets legitimitet i samfundet. Jesper Malm har en baggrund som rådgiver i en række konsulenthuse, ligesom han har været kommunikationschef i Cowi og Rambøll Management.
Torben Modvig
Ejendomsdirektør, PensionDanmark
Torben Modvig har været ejendomsdirektør i PensionDanmark siden 2025. Før det var han CEO i Casa gennem 5 år, hvor han kom fra en stilling som adm. direktør for Bonava i Danmark og Norge. Torben Modvig har mere end 10 års topledererfaring, og har også ledelsesmæssig erfaring fra tidligere stillinger i blandt andet Rambøll og Davidsen Partnere. Han er uddannet civilingeniør fra DTU og har en MBA fra CBS.
Ulf Christensen
Adm. direktør, Kuben Management
Ulf Christensen er adm. direktør i Kuben Management og Exometric. Han er blandt andet ansvarlig for forretnings- og projektudvikling inden for boliger herunder senior- og plejeboliger. Ulf Christensen har blandt andet i tæt samarbejde med Pædagogernes Pension udviklet 55+ boliger, hvor markeds- og forbrugeranalyser indgår som et væsentligt element i beslutningsprocessen. Kuben Management har 140 medarbejdere og er Danmarks største dedikerede bygherrerådgivningsvirksomhed. Exometric er Danmarks førende analysevirksomhed indenfor datadrevet beslutningsstøtte til ejendomssektoren.
Stina Trojlsgaard
Direktør og partner, LivingLean
Stina Trojlsgaard er direktør og partner i LivingLean. Hun har en master i erhvervspsykologi, og specialiseret sig i at få mennesker til at spille sammen på byggeprojekterne. Stina Trojlsgaard er en erfaren proces-facilitator med erfaring inden for afholdelse af opstarts- og samarbejdsworkshops, sparring på flere niveauer samt at indgå i entreprenørudvælgelsen i tæt samarbejde med rådgiver/bygherren. Hun er en af hovedkræfterne bag udviklingen af Tillidsbaseret Lean®.
Henrik Mielke
Adm. direktør, MT Højgaard Holding
Henrik Mielke blev i 2022 udnævnt til adm. direktør for MT Højgaard Holding. Inden da havde han været i datterselskabet Enemærke & Petersen siden 1999 og fra 1. januar 2015 været adm. direktør med det overordnede ansvar for produktionen og gennemførelsen af byggeprojekter.
Niels Holm Mikkelsen
Sektionsdirektør, Sjælland, MT Højgaard
Niels Holm Mikkelsen har været sektionsdirektør for Anlæg Øst i MT Højgaard Danmark siden august 2020. Her har han det overordnede ansvar for produktionen og gennemførelsen af firmaets anlægsprojekter øst for Storebælt. Niels Holm Mikkelsen har stor erfaring fra den danske entreprenørbranche med tidligere mangeårig afdelings- og projektledelse hos E. Pihl & Søn og Aarsleff. Endvidere har Niels Holm Mikkelsen bygherre erfaring fra Rockwool International samt rådgiver erfaring fra Demex Rådgivende Ingeniører.
Anders Vestergaard Buch
Advokat, partner, Ph.D., Molt Wengel
Anders Vestergaard Buch har i mere end 10 år arbejdet med entrepriser, projektudvikling og OPP, og er i dag en af de førende specialister på disse retsområder. Han har både været involveret i at bringe kriseramte byggerier tilbage på sporet og i at tilrettelægge organisationer og kontrakter, der effektivt imødegår, at byggerier overhovedet kommer i krise. Anders Vestergaard Buch har ydet omfattende rådgivning om projekt- og risikostyring og udviklet modeller for simpel og effektiv rapportering af byggeprojektets fremdrift, økonomi og væsentlige risici.
Anders Bay Holm
Markedschef, arkitekt maa, Sweco Architects
Anders Bay Holm er markedschef i Sweco Architects. Han var tidligere partner i KANT Arkitekter, som i 2020 blev opkøbt af Sweco. Anders Bay Holm har specialiseret sig inden for boligbyggeri og har arbejdet med alt fra familieboliger og liebhaverboliger til ungdomsboliger og plejeboliger. Han er i forbindelse med sit arbejde med bæredygtigt boligbyggeri blevet uddannet DGNB-konsulent i 2012 og blev DGNB-auditor i 2017. Han er medlem af ekspertgrupper inden for bæredygtighed både hos Danske Arkitektvirksomheder og hos DK-Green Building Council.
Christina Schultz
Direktør, Byggeriets Samfundsansvar
Christina Schultz er direktør i Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar (FBSA), som i 2014 blev oprettet af Bygherreforeningen og Realdania. Foreningen samler frontløberne på tværs af værdikæden i ejendoms-, bygge- og anlægsbranchen og har udviklet et Charter for samfundsansvar, der sætter barren for en bæredygtig udvikling af byggebranchen ud fra den tredobbelte bundlinje: mennesker, miljø og økonomi. Christina Schultz er Cand. Scient. Soc. i Udviklingsstudier og Internationale Forhold og har arbejdet med CSR-området i cirka 20 år - både i og uden for byggebranchen.
Anders Halgren
Partner, arkitekt MAA, Nordic Office of Architecture
Anders Halgren er partner i Nordic Office of Architecture med ansvar for boligprojekter med private bygherrer. Han har stor erfaring med udvikling og projektering af nybyggeri indenfor bolig og erhverv, hvorigennem han har oparbejdet en god fornemmelse for de strategiske valg og tidlige disponeringers betydning for byggeriets CO2-belastning og bæredygtighedsmæssige aftryk.
Sabina Holstein
Bygherrerådgiver, Roskilde Kommune
Sabina Holstein er bygherrerådgiver i Roskilde Kommune og uddannet Cand. Arch og Byggeøkonom, MDB. Hun er projektleder for de større kommunale byggeprojekter i Roskilde Kommune, der har en ambitiøs ejendomsstrategi, og der arbejdes løbende med udviklingsprojekter om konkrete bæredygtige løsninger i byggeriet gennem samarbejder mellem kommunen, rådgivere, leverandører og udførende. Sabina Holstein er desuden bestyrelsesmedlem i Danske Byggeøkonomer, og hun er censor ved Industriens Uddannelser.
Nina Koch-Ørvad
Projektchef, Værdibyg
Nina Koch-Ørvad er projektchef i Værdibyg og arbejder med en række udviklings- og vejledningsprojekter, blandt andet med fokus på den bæredygtige byggeproces, værdiskabende nedrivning og forskning i byggeriets processer. Nina Koch-Ørvad er uddannet civilingeniør i bygningsdesign og har en Ph.D. i innovationsprocesser inden for bæredygtigt byggeri.
Claus Legarth Bjørn
Seniorprojektleder, Cowi
Claus Legarth Bjørn er en meget erfaren seniorprojektleder med mere end 30 års erfaring fra bygge- og anlægsprojekter til energi- og vandforsyningssektoren, herunder store vandværker og et stort antal biomassefyrede anlæg. Han har endvidere ydet projektledelse og bygherrerådgivning for et stort antal bygherrer i alle faser af et projektforløb. Claus Legarth Bjørn er i øjeblikket projektleder for bygge- og anlægsarbejderne på HOFORs nye vandværker i forbindelse med Blødgøringsprojektet.
Michael Ørsted
Chef for digitalisering, Københavns Ejendomme og Indkøb
Michael Ørsted er chef for digitalisering i Københavns Ejendomme og Indkøb, med ansvar for den digitale understøttelse af forretningen. Han har over 20 års erfaring med digitalisering af byggeri og drift, senest ved 12 år i Københavns Lufthavne med ansvar for at introducere BIM og IKT. Nu arbejder Michael Ørsted med alt fra energidata til bygningsmodeller og herigennem også hvordan bæredygtighed, byggeri og drift skal hænge sammen.
Morten Sterregaard
Teknisk chef, Peri
Morten Sterregaard har arbejdet som teknisk chef for Peri siden 2010. Et firma der leverer bæredygtige løsninger i form af forskalling, stillads og rådgivning til bygge- og anlægsprojekter. Han har tidligere været ansat som byggeleder hos MT Højgaard Råhus Øst og hos COMET på den første metrolinje i København. Morten Sterregaard har et bredt kendskab til in-situ betonbyggeri og elementbyggeri. Han er uddannet civilingeniør med special i bygge- og anlægskonstruktioner.
Mikael Schroll
Afdelingschef, Züblin
Mikael Schroll er afdelingschef i Züblin og arbejder med at udvide virksomhedens portefølje af små og mellemstore byggeprojekter i Danmark. Han er uddannet fra Erhvervsakademiet Lillebælt og har en bachelor i Architectural Technology And Construction Management. Mikael Schroll vil give et indblik i de fordele, som bygherrer og samarbejdspartnere på sigt vil kunne opnå i takt med en mulig udbredelse af robotteknologi i byggebranchen.
Patrick Zangerl
Lean Manager, Züblin
Patrick Zangerl er Lean Manager hos Züblin og har det daglige ansvar for arbejdet med robothunden Spot på byggepladserne i Danmark. Han er uddannet fra Københavns Erhvervsakademi og har en bachelor i Architectural Technology And Construction Management. Patrick Zangerl vil komme med eksempler på de erfaringer og udfordringer, som Züblin har oplevet gennem den praktiske test af robotteknologien.
Anne Skovbro
Adm. direktør, By & Havn
Anne Skovbro har været adm. direktør i By & Havn siden august 2018. By & Havn udvikler by i Nordhavn, Ørestad og Sydhavnen. Anne Skovbro har gedigen planlægningserfaring fra blandt andet en position som direktør i økonomiforvaltningen i Københavns kommune og har dyb indsigt i byudviklingsprojekter. Hun er uddannet civilingeniør i planlægning og har en ph.d. fra Institut for Arkitektur og Design på Aalborg Universitet.
Pia Nielsen
Direktør i drift, byg og jura, FSB
Pia Nielsen er direktør med ansvar for drift, byggeri og renoveringer i Boligorganisationen FSB, som har ca. 12.500 boliger i København. FSB har i de senere år sat gang i nybyggeri af mange nye ungdomsboliger og familieboliger i København, samtidig med renovering af den ældre boligmasse fra 30erne og 40erne er højt på dagsordenen. FSB har i de kommende år en samlet renoverings- og nybyggeriportefølje på mere end 5 milliarder kr. Pia Nielsen har siden 1996 arbejdet med almene boliger via ansættelser i ministerier, Københavns kommune og flere boligorganisationer.
Line Røtting Dornan
Adm. direktør, Fonden for Billige Boliger
Line Røtting Dornan er adm. direktør i Fonden for Billige Boliger samt i datterselskaberne Kuben Byg A/S og Selskabet for Billige Boliger samt næstformand i Byggesocietetet. Hun er uddannet civilingeniør, suppleret med en HD samt statsautoriseret ejendomsmægler. Line Røtting Dornan har altid arbejdet i bygge- og ejendomsbranchen. Først som entreprenør hos Rasmussen & Schiøtz (NCC) og Skanska. Senere blev det så projektudvikling af både erhverv og boliger hos henholdsvis Skanska/Skanska Øresund samt NCC PD.
Søren Birch
Projektdirektør, Hofor
Søren Birch er direktør for Hofors projektområde med ansvar for alle anlægsprojekter inden for vandforsyning, spildevandsforsyning, fjernvarme og Amagerværket (samlet portefølje cirka 2,5 mia. kr. årligt). Søren Birch har været en del af Hofor siden etableringen i 2012, og har i særlig grad arbejdet med anlægsprojekterne overordnet, nye vandværker til hovedstaden, samt skybruds- og klimasikring af Hofors ejerkommuner.