fredag 02. oktober 2026 11:36
Nu er akutplanen for elnettet vedtaget
Politikerne har nu vedtaget den akutplan for elnettet, som et bredt flertal blev enige om før sommerferien.
Formålet med planen er at gøre op med først til mølle-princippet, når kapaciteten i elnettet er begrænset.
Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse fredag.
Planen skal give Energinet og landets netvirksomheder mulighed for at prioritere, hvilke projekter der får adgang til elnettet, når der ikke er plads til alle.
Før sommerferien indgik partierne en såkaldt politisk forståelse om akutplanen. Nu er parterne enige om, at situationen er så alvorlig, at forståelsen skal konverteres til en egentlig politisk aftale.
Efter planen træder loven i kraft 12. oktober. Når loven og de tilhørende bekendtgørelser er trådt i kraft, kan Energinet og netvirksomhederne administrere efter de nye regler, når der næste gang i efteråret skal fordeles kapacitet i elnettet.
– Situationen i vores elnet er dybt alvorlig. Pladsen i elnettet er blevet en knap ressource, og det kan bremse både elektrificeringen og den grønne omstilling. Derfor er jeg rigtig glad for, at et bredt flertal nu har stemt for akutplanen. Med loven tager vi ansvar for at bruge den plads, vi har i elnettet, klogere og prioritere det, der er vigtigst for vores land, siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa i pressemeddelelsen.
Datacentre bagerst i køen
Som Estate Media beskrev før sommerferien, er datacentre blandt de store energiforbrugere, som flere af partierne bag planen ønsker placeret nederst i prioriteringsrækkefølgen.
– Jeg er glad for, at vi nu sikrer, at der er el til hverdagens behov. Tech-giganternes store datacentre bliver skubbet bagerst i køen, mens almindelige husholdninger, hospitaler, busser, grøn el-produktion og fjernvarme bliver prioriteret højt, lød det dengang fra Lisbeth Torfing (EL), energi- og forsyningsordfører.
Samme melding kom fra Alternativet.
– Samtidig er det på tide at tage fat på datacentrenes enorme forbrug af netkapacitet. Derfor er det helt rigtigt, at de nu placeres nederst i prioriteringsrækkefølgen. Strøm er ikke en uendelig ressource, så vi skal bruge den med omtanke, sagde Anna Bjerre (ALT), klima-, energi- og forsyningsordfører.
Den melding vakte dog ikke bekymring hos Thylander, da Estate Media talte med selskabet før sommerferien.
Ejendomsselskabet investerer milliardbeløb i datacenterprojekter og har etableret platformen Thylander Data Centers (TYDC). Det første projekt er et datacenter i Esbjerg, som får en kapacitet på op til 200 megawatt og dermed kan blive et af Danmarks største datacentre. Den samlede investering kan overstige 10 milliarder kr. og gennemføres med eksterne danske investorer.
– Det er på tide, at der ryddes op. Vi synes, det er positivt, at der tegner sig en plan for, hvordan man skal prioritere datacentre, og hvilke vi skal have, sagde Anders Frich Mathiesen, partner og adm. direktør i Thylander Data Centers, før sommerferien.
– For vores vedkommende kommer det ikke til at have den store betydning, fordi vi har sikret os vores strøm til første fase.
Anders Frich Mathiesen mente heller ikke, at akutplanen betyder, at mulighederne for at udvikle nye datacentre i Danmark forsvinder.
– Der er stadig masser af muligheder for at bygge datacentre, hvis man gør det på den rigtige måde – også med den nye akutplan. Kigger man på de fire grupperinger, kan datacentre både høre til i gruppe 1 og 2. Datacentre kan også være kritisk infrastruktur.