torsdag 01. oktober 2026 11:41
To profiler starter hos Home.Earth
Home.Earth får torsdag to nye profiler om bord, når Lars Hansen og Frederik Nagel Fryland tiltræder selskabet.
Estate Media har tidligere beskrevet, at Lars Hansen skifter til Home.Earth efter senest at have været hos Aparta.
Han får en central rolle i selskabets investeringsarbejde med fokus på blandt andet opkøb, due diligence og ejendomsudvikling.
Samtidig starter Frederik Nagel Fryland, der kommer fra Urban Partners, hvor han de seneste fem år har arbejdet med byudviklingsprojekter som Jernbanebyen og Tingbjerg. Hos Home.Earth skal han især arbejde med tidlig udvikling, lokalplaner og dialog med kommunerne.
– Med Lars og Frederik får vi endnu to erfarne profiler fra ejendomsbranchen om bord. To store kapaciteter, der passer godt ind i vores målsætning om at forøge vores portefølje kraftigt, siger Peter Lassen, transaktionschef i Home.Earth, i en pressemeddelelse.
