tirsdag 29. september 2026 09:37
Tre Comwell-direktører stopper
Den danske familieejede hotelkæde Comwell siger farvel til tre direktører i det, de kalder en “organisatiorisk ændring i den kommercielle ledelse”.
Det betyder, at kommerciel direktør Michael Hansen, salgsdirektør Peter Hansen og marketingchef Mette Broløs fratræder deres stillinger.
Det oplyser Comwell i en pressemeddelelse tirsdag.
– Vi har allerede sat en klar strategisk retning for Comwell. Nu handler det om at styrke eksekveringen, så vi kan indfri vores mål og ambitioner om vækst og udvikling. Vi skal forenkle, forbedre og forstærke vores kommercielle indsats, og vi vurderer, at det kræver en anden sammensætning af profiler og kompetencer i den næste fase af arbejdet, siger Peter Schelde, adm. direktør i Comwell.
Hotelkæden oplyser, at der kommer en ny kommerciel direktør. Comwell melder mere ud om den fremtidige organisering, så snart det er muligt.