mandag 28. september 2026 09:49
Ny nulemissionszone bekymrer hotelbranchen
Flere partier i Københavns Borgerrepræsentation ønsker at indføre en nulemissionszone på Indre Vesterbro.
Formålet er blandt andet at forbedre luftkvaliteten og reducere CO2-udledningen, men forslaget vækker bekymring hos brancheorganisationen Horesta og hotelkæden Ligula.
De frygter, at en zone uden fossildrevne køretøjer vil ramme hotelbranchen hårdt.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
– Vi har alle mulige slags kunder og rigtig mange internationale kunder. De kommer langvejs fra, de kommer med børn og bagage, og de har ikke altid selv valgt transportmidlet, så vi bekymrer os for, hvordan de finder frem til os trygt og nemt, siger Ghazal Jafar, Revenue Manager i Ligula i København, til TV 2 Kosmopol.
Forslaget om en nulemissionszone mødte en del modstand, da det blev sendt i offentlig høring. Derfor har forvaltningen efterfølgende udarbejdet et justeret forslag, hvor zonen blandt andet er blevet mindre.
Det justerede forslag skal behandles i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget mandag.