mandag 14. september 2026 12:53
Carlsberg Byen sælger p-anlæg med 2.874 pladser: – En af de største transaktioner i selskabets historie
Udviklingsselskabet Carlsberg Byen sælger 100 procent af Carlsberg Byen Parkering P/S til den svenske investor Infranode. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse mandag.
Selskabet ejer og driver 15 parkeringsanlæg i Carlsberg Byen med i alt 2.874 parkeringspladser fordelt på cirka 96.000 kvm.
I pressemeddelelsen oplyses ikke en pris på selskabet, men af det seneste regnskab fremgår det, at selskabets ejendomsportefølje var værdiansat til cirka 832 millioner kr.
– Set fra vores perspektiv er parkeringsfaciliteterne en central forudsætning for Carlsberg Byens vision om at en moderne, attraktiv bydel. Ved at flytte trafikken under jorden bidrager
det til et mere fodgængervenligt miljø med færre biler i gadebilledet, hvilket øger både funktionaliteten og den samlede oplevelse af området, siger Silas Harbo, som er dansk landechef og partner i Infranode, i pressemeddelelsen.
Infranode bemærker i samme ombæring, at størstedelen af de 15 parkeringsanlæg under Carlsberg Byen er forbundet, hvilket skaber et “sammenhængende, urbant mobilitetsnetværk.”
Det gør det muligt for beboere, besøgende og medarbejdere – konstaterer man i pressemeddelelsen – at køre direkte ned under jorden ved ankomst og nå frem til deres destination “bekvemt og effektivt.”
– Vores ambition er, at anlæggene naturligvis først og fremmest skal betjene borgere og virksomheder i Carlsberg Byen, siger Silas Harbo.
– Men på sigt kan anlæggene også blive en større ressource for en større del af Vesterbro-Kongens Enghave til gavn for borgere og virksomheder i hele området. Vi tror på, at anlæggene kan komme til at spille en rolle for bydelen som helhed, understreger han.
En af de største transaktioner
Hos sælger erklærer Mikael Thaarup Robertsen, adm. direktør hos Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, sig glad for aftalen.
– Salget af parkeringsaktiverne i Carlsberg Byen er udover at være en af de største transaktioner i selskabets historie også en central del af færdiggørelsen af selskabets udvikling af Carlsberg Byen, siger Mikael Thaarup Robertsen i et opslag på LinkedIn.
– Jeg er derfor glad for, at vi kan overdrage parkeringsaktiverne til en langsigtet og professionel ejer som Infranode AB, der har en klar vision om at udvikle parkeringsinfrastrukturen i Carlsberg Byen, til gavn for beboere, medarbejdere og besøgende, understreger han.
Infranode forvalter aktuelt cirka to milliarder euro, oplyser man, blandt andre for adskillige nordiske pensionsfonde. Selskabet har kontorer i Stockholm, Helsinki, København og Oslo.
Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S har i forbindelse med transaktionen været rådgivet af Deloitte Corporate Finance, Bruun & Hjejle og COWI.
Nordanö oplyser i et LinkedIn-opslag mandag, at man har fungeret som rådgiver for køber i forbindelse med handlen.