onsdag 09. september 2026 14:03
Fælledby river 172 nye boliger ned efter massive byggefejl: – Det er en ulykkelig situation
Opdateret kl. 17.20 med en kommentar fra Nordic Wood Industries og Scandi Byg.
Det skulle have været blandt de første boliger i den nye bydel Fælledby på Amager.
I stedet skal to næsten færdige byggerier nu rives ned.
Efter en teknisk gennemgang af byggefelterne C4 og C6 har Fælledby konstateret så alvorlige fejl i byggeriet, at bygningerne bliver vurderet som totalskadede. Dermed bliver de 172 ejer- og lejeboliger i de konkrete byggerier aldrig taget i brug.
Det fremgår af en pressemeddelelse, og det uddyber Henrik Steenstrup, bestyrelsesformand i Fælledby, over for Estate Media.
– Det er en ulykkelig situation. Det er ikke noget, der skal ske. Det er på alle måder ulykkeligt, både for Fælledby og for køberne, som har haft en forventning om at flytte ind i noget, vi gerne ville levere, siger han.
Af de 172 boliger er der indgået kontrakter på 130, heraf 98 solgte og 32 udlejede boliger. Kontrakterne bliver nu ophævet, og de berørte bliver kompenseret.
Beslutningen bygger på en undersøgelse fra Sweco, som Fælledby selv har bestilt, efter at totalentreprenøren Scandi Byg gik konkurs i begyndelsen af 2025.
Scandi Byg var på konkurstidspunktet ejet af Nordic Wood Industries, og selskabet er siden blevet videreført i en mindre udgave.
Fejl i de bærende konstruktioner
Undersøgelsen viser, at bygningerne ikke er opført i overensstemmelse med det godkendte byggeprojekt, og at fejlene er så alvorlige, at der er tvivl om, hvorvidt bygningerne overhovedet kan gøres lovlige.
Fejlene sidder primært i de bærende dele af konstruktionen. De træmoduler, bygningerne er opført af, er underdimensionerede og har ikke tilstrækkelig bæreevne. Der er også boret huller i bjælkerne under lejlighedernes gulve de forkerte steder, ligesom svejsninger af stål dybt inde i konstruktionerne er udført forkert.
– Det, der er tegnet, er ikke det, der er bygget. Der er sket konstruktionsmæssige fejl i byggeriet. Det er både svært og indgribende at redde, og vi er usikre på, om det overhovedet kan lovliggøres, fortæller Henrik Steenstrup om beslutningen.
I en skriftlig kommentar til Estate Media oplyser Nordic Wood Industries og det nuværende Scandi Byg, at de først onsdag eftermiddag er blevet gjort bekendt med Fælledbys rådgiveres endelige vurdering.
– Vi har derfor endnu ikke haft mulighed for at undersøge sagen og de konkrete problemstillinger i dybden, skriver koncerndirektør Holger C. Hansen på vegne af Nordic Wood Industries og Scandi Byg.
Han oplyser, at Nordic Wood Industries under Fælledbys undersøgelser har forsøgt at hjælpe med at fremskaffe dokumentation fra det tidligere Scandi Byg. Ifølge Holger C. Hansen er det samtidig blevet bekræftet, at det tidligere Scandi Byg havde en ekstern statiker til at godkende byggesystemet og statikken.
Nordic Wood Industries og det nuværende Scandi Byg vil nu undersøge sagen til bunds for at afklare, hvad de konkrete problemstillinger omfatter og skyldes.
Værre end frygtet
Da Scandi Byg gik konkurs i januar 2025, stod de to byggerier i Fælledby næsten færdige med blandt andet vægge, tag, vinduer og døre. Dengang skulle Fælledby finde en ny entreprenør til at færdiggøre projekterne, og i forbindelse med konkursen opstod der imidlertid mistanke om problemer, fortæller Henrik Steenstrup.
– Da Scandi Byg gik konkurs, greb vi ret hurtigt ind. Faktisk også lidt før. Vi havde mistanke om, at der var noget galt, og fik sat en ekstra rådgiver på, siger han.
Men først nu, mere end halvandet år efter konkursen, er Fælledby nået frem til, at de to byggerier ikke kan reddes.
– Efterhånden som vi har fået gravet os ned lag for lag, har vi konstateret, at det var værre, end vi frygtede. Derfor står vi nu i en situation, hvor det er umuligt at redde. I hvert fald ønsker vi ikke at redde det, fordi vi vil levere den rigtige kvalitet, siger Henrik Steenstrup.
Fejlene blev blandt andet fundet gennem en dokumentgennemgang og fysiske undersøgelser af bygningerne.
– Man gransker både dokumentation, og så laver man det, der hedder destruktive indgreb. Det vil sige, at man åbner gulve, lofter og dæk for at finde ud af, hvad der faktisk er bygget i forhold til det, der var tegnet, siger han.
På spørgsmålet om, hvorfor fejlene ikke blev opdaget tidligere, når byggerierne var så langt fremme, at der allerede var indgået kontrakter med købere og lejere, fastholder Henrik Steenstrup, at Fælledby handlede, da mistanken opstod.
– Vi greb ind, lige så snart vi fik mistanke om, at der var noget galt. Vi handlede så hurtigt, vi overhovedet kunne, siger han.
Han peger samtidig på, at det er vanskeligt at få det fulde overblik, når en entreprenør går konkurs midt i et byggeri.
– Når der sker en konkurs, er det altid svært at få adgang til den dokumentation, der ligger bag. Det har vi været ramt af. Derfor har det taget tid, men vi har været grundige. Det har været væsentligt for os at være sikre på vores konklusioner, fordi det her er en kæmpestor beslutning, som ikke er nem at træffe, siger han.
Kontrakter ophæves
For de kommende beboere betyder beslutningen, at de ikke får den bolig, de havde skrevet kontrakt på.
Alle kontrakter på de 130 solgte og udlejede boliger bliver ophævet. Ifølge Fælledby får alle berørte tilbudt kompensation og dagbod. De får samtidig mulighed for at komme på en interessentliste til de næste boliger i Fælledby.
For køberne bliver der derudover udmålt et individuelt beløb, som skal dække den værdistigning i boligen, de går glip af. Vurderingen er ifølge Fælledby baseret på både selskabets egen mægler og en ekstern uvildig mægler, der ikke tidligere har været involveret i Fælledby.
– Vi er meget optaget af at få en god dialog med købere og lejere og få landet det her på en ordentlig måde. Vi ved godt, at det er en svær situation, og vi ønsker at hjælpe så meget, vi kan. Derfor mener vi også, at vi har forsøgt at finde en fair model med kompensationsordningen, siger Henrik Steenstrup
Fælledby har valgt det, Henrik Steenstrup selv kalder et “clean cut”, hvor kontrakterne afsluttes, i stedet for at købere og lejere blot flyttes direkte over i kommende boliger.
– Vi vil rigtig gerne have køberne igen i bydelen. Men af mange forskellige årsager er vi nødt til at få afsluttet det her kapitel. Vi føler også, at det er det rigtige at gøre, siger han.
Tocifret milliontab
Nedrivningen får også økonomiske konsekvenser for Fælledby, der ejes af By & Havn og PensionDanmark.
Henrik Steenstrup vil ikke sætte et endeligt beløb på regningen, men han siger, at der er tale om et markant tab.
– Det er lidt for tidligt at sige. Men der er ingen tvivl om, at det er et markant tab. Vi er oppe i et tocifret millionbeløb, som selskabet kommer til at tabe på det her bare i kompensationer, siger han.
Fælledby har allerede foretaget nedskrivninger i forbindelse med årsregnskabet for 2025, hvor selskabet kom ud med et underskud på 232,9 millioner kr. Her blev der også nedskrevet 182 millioner kr. på de to byggefelter. Ifølge Henrik Steenstrup vurderer Fælledby fortsat, om de nedskrivninger er tilstrækkelige.
– Vi er ved at vurdere, om de nedskrivninger er tilstrækkelige eller ej. Vi har taget det meste af nedskrivningen, men kompensationerne kommer oveni, siger han.
Fordi Scandi Byg er konkurs, har Henrik Steenstrup ikke store forventninger til, at Fælledby kan få dækket tabet derfra.
– Vi forventer desværre ikke, at der er meget at hente, siger han.
Selv om regningen bliver markant, vurderer formanden, at den samlede økonomi i Fælledby fortsat kan bære konsekvensen.
– Det er et stort projekt, og det her er heldigvis kun to byggerier ud af 20 byggefelter. Derfor kan vi konstatere, at økonomien stadig er fornuftig. Samlet set giver projektet stadig et overskud, hvis det fremadrettet går, som vi håber, siger han.
Afviser byggeskandale
Fælledby har i forvejen været et af de mest omtalte byudviklingsprojekter i København. Projektet på Amager Fælled har mødt kritik og været igennem flere juridiske slagsmål, og i begyndelsen af 2025 blev den første etape ramt af Scandi Bygs konkurs.
Nu skal to næsten færdige byggerier rives ned. Alligevel vil Henrik Steenstrup ikke kalde sagen en byggeskandale.
– Nej, det vil jeg nok ikke. Det er mere et sammentræf af uheldige omstændigheder. Scandi Byg var presset af de prisstigninger, der ramte byggeriet, og af den træghed, der kom i markedet, da Ukrainekrigen brød ud. Samtidig har der været andre udfordringer i Scandi Byg, som gjorde, at byggeriet kom til at stå længere, end alle parter havde forventet. Og tid er dyrt i den sammenhæng, siger han.
Ifølge formanden er problemerne afgrænset til de to byggefelter C4 og C6. Scandi Byg har ikke været tilknyttet andre byggerier i bydelen, og tidsplanen for de øvrige byggerier er uændret. Hele Fælledby med mere end 2.000 boliger forventes fortsat færdig i 2032.
Sagen kommer samtidig på et tidspunkt, hvor Fælledby står foran et ledelsesskifte. Erling Thygesen stoppede tidligere i år som adm. direktør af private og helbredsmæssige årsager, efter seks år i spidsen for projektet.
Henrik Steenstrup oplyser, at der er en ny direktør på vej, men han vil endnu ikke sætte navn på.