mandag 07. september 2026 09:46
Knud Højgaards Fond skifter formand efter 12 år
Der bliver skiftet ud i toppen af Knud Højgaards Fond.
Sten Scheibye fratræder efter 12 år som formand og afløses af Henrik Dahl, der har siddet i fondens bestyrelse siden 2013 og været næstformand siden 2020.
Samtidig bliver Henrik Sjøgren ny næstformand, mens tidligere Ørsted-topchef Mads Nipper indtræder som nyt bestyrelsesmedlem.
Det oplyser Knud Højgaards Fond i en pressemeddelelse.
Skiftet sker i forbindelse med en ny strategi, som blandt andet skal løfte fondens årlige uddelinger til omkring 110 millioner kr. og øge støtten til sociale og videnskabelige formål, herunder udvikling af bæredygtigt byggeri.
Knud Højgaards Fond er største aktionær i MT Højgaard Holding og ejer også Højgaard Industri. Fonden har en formue på omkring 3,2 milliarder kr. placeret i blandt andet ejendomme og værdipapirer og uddelte sidste år 94 millioner kr.
