mandag 31. august 2026 14:49
Voldgrav og underjordisk skatkammer: AART vinder konkurrence om trecifret millionprojekt
Et underjordisk skatkammer og en delvis genskabelse af en historisk voldgrav. Nå ja, og mere moderne publikumsfaciliteter.
Et bedømmelsesudvalg har udpeget et team bestående af AART, Vega Landskab, Fogh & Følner og Artelia som vindere af en arkitektkonkurrence om udviklingen af Rosenborg Slot.
Det fortæller Den Kongelige Samling mandag i en pressemeddelelse, hvor man kalder projektet for den største fornyelse siden slottet stod færdigt i 1634.
Projektet støttes af A.P. Møller Fonden med 450 millioner kr., Augustinus Fonden med 80 millioner kr. samt staten, som lægger 131 millioner kr. Altså samlet støtte på 661 millioner kr.
For de investeringer får Rosenborg Slot altså en delvis genskabelse af voldgraven, en slotsbro, moderne faciliteter og et nyt underjordisk skatkammer, som vil gøre det muligt at fremvise langt flere af de kongelige skatte, herunder kronjuveler, regalier og de mange historiske dragter, oplyser Den Kongelige Samling i pressemeddelelsen.
Skal ikke konkurrere med slottet
Hos AART forklarer partner og arkitekt Susanne Hansen om de tanker, der ligger bag det vindende projektforslag.
– Forslagets hovedgreb er at skabe et projekt, der ikke konkurrerer med slottet, men som forstærker oplevelsen af stedet og iscenesætter kulturarven på en ny måde. Museet bliver en underjordisk tilføjelse, hvor vandet får en ny betydning – fra historisk at have beskyttet slottet til i dag at blive et tilgængeligt element, der giver noget tilbage til stedet, siger hun i pressemeddelelsen.
– Som en spalte i historien åbner arkitekturen for en gradvis nedstigning ind under voldgraven. Her bliver bevægelsen til det underjordiske skatkammer en sanselig oplevelse, der understreger den historiske tyngde og storheden i dét, man er på vej ned for at opleve, understreger hun.

Hos Den Kongelige Samling erklærer direktør Thomas C. Thulstrup sig ovenud begejstret for vinderforslaget fra AART.
– Forslaget forener respekt for de historiske omgivelser med nye funktioner og oplevelser og giver os mulighed for at skabe tidssvarende rammer for de mere end 500.000 gæster, der hvert år besøger Rosenborg, siger Thomas C. Thulstrup i pressemeddelelsen.
– Gæsterne vil opleve slottet omgivet af vand, bevæge sig ned langs den reetablerede voldgrav til et nyt ankomstrum under jorden og herfra træde ind i et af verdens mest spektakulære kongelige skatkamre, hvor samlingen kan opleves på helt nye måder, tilføjer han.
Ventes klar i 2032
Også fra statens side er der glæde over projektet.
– Jeg elsker vores fælles danmarkshistorie, og i dag glæder jeg mig over, at vi får et mere klart billede af, hvordan Rosenborgs gæster i fremtiden vil kunne få en endnu bedre oplevelse af vores kulturarv, siger kulturminister Zenia Stampe (R), i pressemeddelelsen.
– Rosenborg rummer med sine kronjuveler og dragter nogle af vores vigtigste kulturskatte, og slottet er en af Københavns mest markante bygninger, der fortæller over 400 års danmarkshistorie. Med vinderprojektet kommer der helt nye rammer for formidlingen – og jeg håber, at det giver endnu flere lyst til at opleve historiens vingesus, fastslår ministeren.
De næste skridt i processen bliver at videreudvikle og projektere, hvorefter byggeopgaven skal udbydes. Det er ambitionen hos Den Kongelige Samling, at “Rigets Skatkammer” kan slå portene op i 2032.