Martin Ravn-Nielsen adm. direktør i HusCompagniet. Foto: HusCompagniet.

– Jeg er tilfreds med fremgangen i omsætningen, men det er også tydeligt, at vi er udfordret

Det er på mange måder en tilfreds Martin Ravn-Nielsen, der netop har afleveret halvårsregnskab for HusCompagniet.

Husbyggeren øgede i første halvår 2026 omsætningen med 20 procent til 1,65 milliarder kr.

– Jeg er stolt af, at vi øger omsætningen med 20 procent. Vi har fået navigeret igennem første halvår og ændret vores strategi for rækkehusforretningen. Vi har blandt andet solgt vores fabrik, og jeg mener, at vi nu har et mere klart sigte, siger Martin Ravn-Nielsen, adm. direktør i HusCompagniet, til Estate Media.

Men indtjeningen fulgte ikke med. EBITDA før tab ved frasalg faldt 24 procent til 30 millioner kr., mens driftsresultatet før tab ved frasalg faldt fra 18 til 6 millioner kr. Dertil kommer salget af HusCompagniets elementfabrik i april, som har medført et foreløbigt regnskabsmæssigt tab på 71 millioner kr.

Direktøren ved også, at forretningen er følsom over for faktorer, som selskabet ikke selv er herre over. Ikke mindst vind og vejr, forbrugertillid og geopolitisk uro, som så mange andre selskaber i ejendomsbranchen.

– Jeg er tilfreds med fremgangen i omsætningen, men det er også tydeligt, at vi er udfordret. Vores hovedudfordring har været den sværeste vinter i 16 år, som har betydet, at vi ikke har haft den forventede fremdrift i projekterne.

Samtidig faldt salget med 28 procent fra 701 til 507 huse i første halvår 2026. HusCompagniet har meldt ud, at fokus skal flyttes fra vækst til bedre lønsomhed, men den effekt kan endnu ikke aflæses i selskabets samlede indtjening.

– Der er altid en periodeforskydning. De ting, vi gør i 2026, skal materialisere sig i 2027, siger Martin Ravn-Nielsen.

Oprydningen er nået langt
Resultatet kommer i forlængelse af et 2025, som direktøren selv kaldte utilfredsstillende.

Omsætningen steg ganske vist til 2,9 milliarder kr., men driftsresultatet faldt markant fra 56 millioner kr. til 15 millioner kr.

– Jeg er absolut ikke tilfreds med året – men jeg har tænkt mig at gøre noget ved det, lød det fra Martin Ravn-Nielsen ved fremlæggelsen af årsregnskabet.

Særligt tre større B2B-projekter har voldt HusCompagniet problemer og belastet indtjeningen.

Ifølge halvårsregnskabet følger arbejdet på de tre projekter nu planen. Det ene blev afleveret i starten af tredje kvartal, mens de to resterende efter planen skal afleveres i første halvår 2027.

Ifølge Martin Ravn-Nielsen er oprydningen i forretningen nået langt.

– Vi har ændret vores organisation, fået styr på de udfordringer og sager, vi har været udfordret på, og stabiliseret vores koncept. Vi har skruet på rigtig mange greb. Vi har også sat gang i arbejdet med udvikling af egne jordudviklingsprojekter.

For direktøren handler resten af året både om at levere på de eksisterende forventninger og om at positionere HusCompagniet til de kommende år.

– Det vigtigste for mig er både at se på den korte og den længere bane. I år skal vi levere som lovet, og samtidig skal vi sætte en retning mod at komme tilbage på sporet.

Men en del af udviklingen er uden for selskabets kontrol, understreger han.

– Der er ting, der er ude af vores hænder. Trump, hårde vintre. Vi må stå på tæerne hele tiden for at navigere i den forandrede verden. Det er en foranderlig verden, vi lever i, og vi er meget eksponeret for det.

Mere kerneforretning
HusCompagniets erfaringer har samtidig ført til et strategisk skifte, som Martin Ravn-Nielsen tidligere har beskrevet over for Estate Media.

Fremover skal selskabet i mindre grad være afhængigt af større projekter for professionelle kunder og i højere grad koncentrere sig om egen projektudvikling.

– Vi skal ikke være den her entreprenør, der bygger projekter, hvor der er alle mulige andre inde over. Vi skal ikke være en underentreprenør, har han tidligere sagt til Estate Media.

– Vi skal tilbage til kernen, hvor vi egenudvikler og fokuserer mere på projektudvikling.





Seneste nyt fra konferencer og events

Kommende arrangementer
Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder