Omstridt badehotel får grønt lys

Planerne om et stort badehotel i Lundeborg får lov at gå videre trods lokal modstand.

Det skriver TV 2 Fyn, efter Svendborg Byråd tirsdag aften godkendte fem af de syv dispensationer, som projektet kræver i forhold til den gældende lokalplan.

Bag projektet står feriehusudvikleren Skanlux. Planen er at opføre seks store feriebygninger med plads til i alt 312 gæster samt 12 jacuzzier og 12 swimmingpools.

Ifølge Fyns Amts Avis er de fem godkendte dispensationer nok til, at projektet kan realiseres.

– Jeg er glad og lettet over, at der er et flertal, som bakker vores projekt op, og det betyder rigtig meget, at vi fik ja til punkt seks og syv. De to punkter er helt centrale for projektet, siger Skanlux-direktør Bjørn Krogh Andersen til avisen.

Han oplyser også til Fyns Amts Avis, at en anonym investor står klar med 122 millioner kr. til byggeriet.

Projektet har gennem længere tid mødt modstand fra borgere i Lundeborg, blandt andet fordi det har ændret karakter siden lokalplanen blev vedtaget i 2021. Dengang var udgangspunktet et hotel- og feriecenter med omkring 80-90 hotel- og ferielejligheder i mindre enheder samt et fælleshus med reception, restaurant og konferencefaciliteter.

Det aktuelle projekt består i stedet af seks større bygninger med plads til godt 50 gæster i hver.

– Vi er mange fra Lundeborg, der er utrolig skuffet over afstemningen. Vi havde håbet på et flertal for et nej til dispensationerne, siger projektkoordinator Anette Pedersen til TV2 Fyn.

Sagen blev sendt videre til den samlede kommunalbestyrelse, efter Enhedslistens Johan Weltzin Kristensen tidligere på sommeren brugte sin standsningsret i Plan- og Lokalsamfundsudvalget.

Visualisering af Skanlux’ planlagte badehotel i Lundeborg. Visualisering: Skanlux




Seneste nyt fra konferencer og events

Kommende arrangementer
Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder