torsdag 27. august 2026 09:20
Frydendahl Bolig køber kontorejendom i Taastrup
Frydendahl Bolig har købt kontorejendommen Skagensgade 1 i Taastrup af softwarevirksomheden Auto IT.
Ejendommen omfatter 3.560 kvm og er fuldt udlejet til Auto IT og RI Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.
Handlen er gennemført som en sale-and-leaseback, som betyder, at Auto IT fortsætter som lejer.
Det er EDC Poul Erik Bech Herlev, der har formidlet handlen, og købsprisen er ikke oplyst.
For Auto IT skal salget frigøre kapital til investeringer i virksomhedens kerneforretning.
– Vi har solgt vores kontorejendom for at frigive kapital til at kunne investere og videreudvikle vores kerneprodukter. Vi er ikke ejendomsspekulanter og ønsker at lade andre overtage administrationen af ejendommen, siger Bo Rosendahl, finansdirektør hos Auto IT.
Frydendahl Bolig oplyser samtidig, at selskabet er på udkig efter flere mindre og mellemstore investeringsejendomme. Porteføljen omfatter i forvejen blandt andet restaurant-, detail-, produktions- og kontorejendomme på Sjælland.
– Den er et godt eksempel på de ejendomme, vi kigger efter, med stabile lejere og er en generelt sund og veldrevet ejendom, siger Eva Holst-Andersen, direktør hos Frydendahl Bolig.