fredag 21. august 2026 08:18
Birch Ejendomme sælger 700 boliger til Heimstaden i en af årets største handler
Birch Ejendomme køber boligportefølje på i alt 700 boliger af Heimstaden.
Det fortæller Birch Ejendomme i en pressemeddelelse fredag morgen.
Der er tale om syv boligprojekter i det, som selskabet kalder fem danske vækstbyer, og med et samlet areal på cirka 57.000 kvm der er angiveligt tale om den største boligtransaktion i Danmark i år målt på areal.
Birch Ejendomme kalder det desuden årets næststørste boligtransaktion målt på transaktionsvolumen.
Ingen af parterne oplyser yderligere om prisen, men ifølge Estate Medias oplysninger er der tale om en pris i omegnen af 1,5 milliarder kr.
De syv forskellige boligprojekter er beliggende i Horsens, Hasselager, Vejle, Ballerup og Viby Sjælland, og der er tale om tre rækkehusprojekter og fire etageboligejendomme.
Porteføljen består af en kombination af færdigopførte ejendomme og igangværende projekter, der afleveres løbende frem mod fjerde kvartal 2027, lyder det i pressemeddelelsen.
Kort og effektiv proces
– Vi er glade for salget til Heimstaden, som er et naturligt led i vores strategi om, at udvikle og opføre attraktive byrum og boligområder i stærke vækstbyer på tværs af Danmark samt at være investorernes foretrukne udvikler, siger Lars Bay-Smidt, adm. direktør i Birch Ejendomme, i pressemeddelelsen.
– Vi ser salget til Heimstaden, som en bekræftelse på, at vores strategi om at skabe attraktive ejendomme i stærke byer på tværs af Danmark er den rigtige, understreger han.
Det er ikke første gang, at projekter fra Birch Ejendomme er endt i hænderne på Heimstaden, bemærker Thomas Bertelsen, som er CC&TO hos ejendomsselskabet, i pressemeddelelsen.
– Vi har kørt en kort, effektiv og tillidsbaseret proces med Heimstaden, der har været en meget professionel og velforberedt modpart hele vejen igennem. Vi er glade for, at vi sammen med Heimstaden har kunne skabe en attraktiv portefølje af ejendomme, og ser nu frem til at overdrage ejendommene og vores lejere til nye gode hænder, fastslår han.
Fra modpartens side lyder samme positive toner:
– Med dagens meddelelse glæder vi os over at kunne styrke vores tilstedeværelse og eksponering på de stærke danske boligmarkeder yderligere. Denne overtagelse passer godt ind i vores strategi om at udvide vores portefølje i og omkring vækstbyer i hele Danmark, hvor vi også bidrager til lokal værdiskabelse, siger Christian Fladeland, adm. direktør i Heimstaden, i en separat pressemeddelelse.
Birch Ejendomme oplyser desuden, at man i processen er blevet rådgivet af Accura, RED og CBRE, mens Heimstaden har benyttet BAHR og Rambøll.