torsdag 13. august 2026 14:29
Sendt i høring: Toppolitikere bakker op om Jeudans planer for tidligere hospital
Det tidligere kommunehospital beliggende mellem søerne og Botanisk Have i København skal udvikles til et byområde med boliger, caféer restauranter, butikker, værksteder og andre erhverv.
Det er i hvert fald ønsket hos både ejendommens ejer Jeudan samt et flertal i økonomiudvalget under Københavns Kommune, som har sendt en ny lokalplan for området samt kommuneplantillæg videre til Borgerrepræsentationen.
Herefter er det så meningen, at planerne sendes i offentlig høring. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse torsdag.
Planerne for området har opbakning fra flere af rådhuset stærke aktører, nemlig overborgmester Sisse Marie Welling (SF) samt klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (Ø).
– Jeg er virkelig glad for, at vi nu baner vejen for, at kommunehospitalets smukke gamle bygninger og grønne haver kan komme københavnere og besøgende til gode og ikke kun byens studerende, siger Sisse Marie Welling i pressemeddelelsen.
– Vi får både flere boliger og nye byrum i historiske omgivelser. Som studerende gik jeg gennem de gamle hospitalsporte for at komme til undervisning, og nu ser jeg frem til at tage derhen for i stedet at drikke en kop kaffe på en café eller besøge de nye værksteder med mine børn, fortæller overborgmesteren.
Hun suppleres af Line Barfod:
– Jeg stemte for projektet, fordi det sigter mod at åbne området mere op mod byen, med respekt for haveanlægget og bygningernes historie. Nu ser jeg frem til at høre, hvad københavnerne mener, når lokalplanen bliver sendt i offentlig høring”, siger klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod i pressemeddelelsen.
Bredere udnyttelse af området i fremtiden
Hospitalet, som blev tegnet af arkitekt Christian Hansen, slog dørene op i 1863 med topmoderne faciliteter og haveanlæg til gavn for patienter og ansatte. Siden flyttede studerende og undervisere fra Københavns Universitet ind i bygningerne.
Nu skal området og bygningerne bruges på en helt ny måde, for når universitetet er fraflyttet “om nogle år”, er det planen, at der altså skal være både “boliger, undervisning og institutioner, kontorer, mindre butikker, caféer, restauranter, hotel og værksteder.”

Som en del af planen, fremhæver kommunen, skal der indrettes byrum, “så der skabes mulighed for ophold, udendørs aktiviteter som friluftsscene og byliv i anlæggets offentlige haverum.”
– Desuden vil der være mindre haverum til områdets beboere med plads til ophold og leg, og området kan opgraderes med flere træer og bede, skriver Københavns Kommune videre.
Fredningshensyn betyder, fortæller Københavns Kommune, at det ikke er muligt at indrette boliger i de fleste af bygningerne. Derfor giver den foreslåede lokalplan mulighed for opførelse af tre nye, mindre bygninger på i alt cirka 3.700 kvm i samme stil som de nuværende.
Der bliver mulighed for, at 10-50 procent af boligarealet indrettes som ungdomsboliger.
Også skepsis omkring planerne
Det er kommunens plan, at forvaltningerne efter godkendelse fra Borgerrepræsentationen sender planforslag i høring i otte uger og i den forbindelse afholder et offentligt borgermøde.
Herefter ventes planforslagene at blive forelagt Borgerrepræsentationen i slutningen af 2026.

I en indledende høring har flere parter imidlertid udtrykt sig “skeptisk” omkring Jeudans planer om nybyggeri i området.
– Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler, at nybyggeri sikrer opretholdelsen af anlæggets bygningshierarki og særkende og tager afsætning i værdisætningen af området. Bærende træk fx sokler, gesimsbånd, vinduesformer og gavlmotiver samt materialekvalitet mv. bør videreføres og påbygninger, der skiller sig væsentligt ud, bør undgås, lyder det i et tidligere høringssvar.
Samtidig mener Københavns Museum, at nye tilføjelser “bør undgås af hensyn til haverum og det unikke, historiske Kommunehospital”, fordi nybyggeri “kan medføre en væsentlig påvirkning i miljøscreeningen fx hospitalets fremtoning og koncept om lys og luft.”