Morten Chrone tiltrådte som adm. direktør i Nordstern 10. marts 2025. Foto: Nordstern.

Nordstern solgt til europæisk kapitalforvalter

Af Peter Schulz og Anna Sofie Harboe

Nordstern får ny ejer.

Den europæiske kapitalforvalter Pemberton Asset Management overtager ejerskabet af den danske ejendomsudvikler og totalentreprenør fra ActivumSG.

Det oplyser Nordstern i en pressemeddelelse onsdag formiddag.

Ifølge selskabet skal ejerskiftet skabe et stærkere fundament for den fremtidige vækst. Samtidig varsler Nordstern et skærpet fokus på kerneforretningen, omkostningsstyring og forbedret lønsomhed.

Ejerskiftet følger efter nogle år, hvor bygge- og ejendomsmarkedet har været presset af blandt andet højere renter, inflation og øget konkurrence, fremgår det af pressemeddelelsen.

Og der har da også gået rygter om et muligt salg den seneste tid.

Nordstern offentliggjorde tidligere i år sit regnskab for 2025, som ifølge selskabet viste fortsat omsætningsvækst og en stærk likviditetsposition trods de vanskelige markedsvilkår.

– Nordstern er en forretning med mange dygtige medarbejdere, stærke kompetencer og gode projekter. Ejerskiftet har ikke betydning for vores kunder eller samarbejdspartnere, som vi fortsætter med at levere til som aftalt, siger adm. direktør Morten Chrone i meddelelesen.

Han fremhæver samtidig, at den nye ejerstruktur skal give mulighed for at forbedre de dele af forretningen, hvor ledelsen ser det største udviklingspotentiale.

Fire forretningsben
Nordstern begyndte allerede i 2025 at ændre organisationen og styrke kerneforretningen. Blandt andet blev virksomheden organiseret i fire forretningsben.

– Det har altid været kernen i Nordstern at levere projekter af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser for vores kunder og partnere. Vi ser frem til at fortsætte arbejdet under det nye ejerskab, siger Morten Chrone.

Den nye ejer, Pemberton Asset Management, har allerede været finansiel partner for Nordstern og beskriver selv overtagelsen som en fortsættelse af engagementet i virksomheden.

– Som langsigtet finansiel partner for Nordstern bakker vi op om virksomheden og strategien. I forbindelse med transaktionen arbejder vi tæt sammen med teamet i Nordstern, kunderne og andre vigtige interessenter med henblik på at bygge videre på det stærke fundament for fremtidig vækst, siger Robin Challis, partner og Deputy Head of Portfolio Management hos Pemberton Asset Management, i pressemeddelelsen.

Nordstern har hidtil været ejet af den internationale ejendomsinvestor ActivumSG.

Nordstern har knap 350 medarbejdere og kontorer i Aarhus, Horsens og København. Virksomheden arbejder med udvikling og opførelse af bolig- og erhvervsbyggeri samt renoveringsprojekter.

Pemberton Asset Management er en europæisk kapitalforvalter med mere end 30 milliarder dollar, svarende til cirka 195 milliarder kr., under forvaltning målt på samlet kommitteret kapital pr. marts 2026.





Seneste nyt fra konferencer og events

Kommende arrangementer
Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder