fredag 17. juli 2026 09:17
Tegnestue sætter ny kurs efter millionunderskud
KHR Architecture kom ud af 2025 med et underskud på 22,8 millioner kr. efter et år, hvor flere forventede projektopstarter blev udskudt.
Det fremgår af selskabets årsrapport, mens KHR i en pressemeddelelse sætter ord på baggrunden for underskuddet.
– Årsregnskabet afspejler et år, hvor flere forventede projektopstarter blev udskudt igen og igen. Vi fastholdt medarbejdere i forventning om opgaver, investerede i vores internationale udvikling og havde samtidig faste udgifter på et niveau, som ikke var bæredygtigt, siger Mads Reese Bjarrum, adm. direktør i KHR Architecture, i en pressemeddelelse.
Han tiltrådte 1. april efter en stilling som driftsdirektør i Bjarke Ingels Group (BIG).
Året før havde KHR Architecture et overskud på 556.000 kr. Ved udgangen af 2025 var egenkapitalen negativ med 18,1 millioner kr.
Ifølge årsrapporten har selskabets moderselskab i juli 2026 gennemført en kapitalforhøjelse ved konvertering af gæld på 18,4 millioner kr., og dermed er egenkapitalen reetableret. KHR oplyser samtidig i pressemeddelelsen, at schweiziske ARX Group i juli overtog det fulde ejerskab af virksomheden.
Efter sommerferien flytter KHR til et nyt domicil, som ifølge selskabet vil nedbringe huslejen markant. Tegnestuen har samtidig reduceret sine øvrige faste udgifter.
