torsdag 16. juli 2026 13:02
Castellum sælger ejendomme for 16 milliarder kr. i første halvår
Den svenske ejendomskoncern Castellum har i første halvår af 2026 indgået aftaler om frasalg af ejendomme for samlet cirka 24 milliarder svenske kr., svarende til omkring 16,3 milliarder danske kr.
Det fremgår af selskabets halvårsrapport.
Blandt de største frasalg er 95 ejendomme i Skåne, som Castellum har solgt til Wihlborgs for 13,3 milliarder svenske kr. Derudover har selskabet indgået aftale om at sælge to ejendomme i Stockholm til Alecta for 5 milliarder svenske kr.
Ifølge Castellums adm. direktør, Pål Ahlsén, handler frasalget om at øge indtjeningen.
– Mandatet fra vores aktionærer er krystalklart: Castellums lønsomhed skal øges. Derfor kan vi ikke eje ejendomme, som ikke forventes at give et tilstrækkeligt højt afkast, siger han i en pressemeddelelse
I første halvår landede Castellums indtægter på 4,7 milliarder svenske kr. mod 4,8 milliarder svenske kr. året før. Driftsoverskuddet steg marginalt til 3,2 milliarder svenske kr., mens resultatet fra ejendomsforvaltningen steg 3,6 procent til 2,3 milliarder svenske kr.
På bundlinjen landede Castellum et resultat efter skat på 1,9 milliarder svenske kr. mod 191 millioner svenske kr. i samme periode sidste år. Fremgangen skyldes blandt andet positive værdireguleringer af investeringsejendomme på 269 millioner svenske kr. mod negative reguleringer på 1,2 milliarder svenske kr. året før.
Ved udgangen af perioden havde Castellum en ejendomsportefølje på 133,9 milliarder svenske kr. Belåningsgraden var 37,3 procent.