tirsdag 14. juli 2026 10:54
Nordstern-ejer taber milliarder: Salg er blevet mere realistisk
Et eventuelt salg af Nordstern er blevet mere realistisk efter en stor nedskrivning af værdien af byggekoncernen.
Det vurderer statsautoriseret revisor og ph.d. Lars Kiertzner over for Børsen, efter at nye regnskaber viser, at holdingselskabet bag Nordstern tabte knap 2 mia. kr. i 2025. Samtidig er egenkapitalen blevet negativ med lidt over 1 mia. kr., og ledelsen arbejder ifølge Børsen på en kapitalplan sammen med kreditorer og andre interessenter.
– Nu er der lavet et prisnedslag. Det gør selvfølgelig et salg mere realistisk. Men regnskabet viser også, at de næste to år bliver afgørende, siger Lars Kiertzner til Børsen.
Herudover kunne Børsen for nylig fortælle, at Nordsterns adm. direktør Morten Chrone i en intern mail havde omtalt et muligt salg af byggekoncernen. Ifølge mediet ønsker ejeren ActivumSG dog ikke at kommentere spørgsmål om en eventuel salgsproces.