onsdag 01. juli 2026 11:00
AP Ejendomme har fundet Peter Olssons afløser i By & Havn
Henrik Steenstrup bliver ny adm. direktør hos AP Ejendomme.
Han tiltræder 1. oktober og kommer fra en stilling som ejendomsdirektør i By & Havn, hvor han har været siden 2019. Det fortæller AP Ejendomme i en pressemeddelelse.
– AP Ejendomme spiller en vigtig rolle i AP Pensions samlede investeringsaktiviteter. Derfor har det været afgørende at finde en direktør med ejendomsfaglig tyngde, kommerciel forståelse og erfaring fra investering, siger Bo Normann Rasmussen, som er adm. direktør i AP Pension og næstformand for bestyrelsen i AP Ejendomme, i pressemeddelelsen.
– Den profil har vi fundet i Henrik Steenstrup. Han har en stærk baggrund fra både ejendomsmarkedet og finanssektoren, og vi ser frem til at byde ham velkommen, tilføjer han.

“En markant aktør”
AP Ejendomme bemærker i pressemeddelelsen, at man med ansættelsen af Henrik Steenstrup får en direktør med “solid erfaring fra ejendomsmarkedet, investering og kommerciel ledelse.”
Han har i By & Havn haft ansvar for en række store udviklingsprojekter og har også tidligere besiddet ledende roller i Nordea Ejendomsinvestering, Nordea Investment Management, Nordea Capital Markets & Savings, LD Equity og Danske Bank.
Henrik Steenstrup, som var et af 10 bud på mulige kandidater, som Estate Media udpegede i forbindelse med jagten på en afløser for Anne Skovbro i By & Havn, ser frem til nu at blive en del af AP Ejendomme.
– AP Ejendomme er en markant aktør på det danske ejendomsmarked med en stærk portefølje og en vigtig opgave i at skabe langsigtet værdi for AP Pensions kunder, siger Henrik Steenstrup.
– Jeg glæder mig til at stå i spidsen for selskabet og til at arbejde sammen med de kompetente medarbejdere, bestyrelsen og samarbejdspartnere om den videre udvikling, understreger han.
AP Ejendomme lukker et hul
Med ansættelsen af Henrik Steenstrup har AP Ejendomme lukket det hul, der opstod, da man til de flestes store overraskelse valgte at skille sig af med Peter Olsson midt i maj.
Ved den lejlighed sagde Bo Normann Rasmussen, at bestyrelsen havde vurderet, at tiden var inde til et ledelsesskifte.
Siden har hverken AP Ejendomme eller Peter Olsson ønsket at uddybe, hvad den formulering dækkede over.
I den mellemliggende periode har økonomidirektør Helle Grosser besiddet rollen som konstitueret adm. direktør i AP Ejendomme.
Selskabet leverede i 2025 en markant forbedring af resultatet med et overskud på 548 millioner kr. mod 340 millioner kr. året før.
I 2025 ejede havde AP Ejendommes portefølje en værdi på lige under 20 milliarder kr. ifølge Estate Medias årlige opgørelse over de 100 største danske ejendomsinvestorer.