mandag 29. juni 2026 10:59
Newsec Advisory leverer underskud på 22,7 millioner kr – har tabt hele egenkapitalen
Erhvervsmægleren Newsec Advisory har ramt en foreløbig bund med selskabets seneste regnskab.
Selskabet kom ud af 2025 med et underskud på 22,7 millioner kr. før skat, hvilket er dårligere end i 2024, hvor underskuddet lød på 9 millioner kr. før skat.
Der er flere årsager til nedturen, men tilbage står at selskabet har præsenteret et samlet underskud på næsten 45 millioner kr. for de seneste fem år.
Det betyder også, at den negative egenkapital er blevet endnu mere rød.
Newsec Advisorys egenkapital lyder nu på minus 28,7 millioner kr.
At egenkapitalen er negativ med næsten 29 millioner kr. betyder i praksis, at selskabets forpligtelser overstiger dets aktiver med dette beløb. Derfor er Newsec Advisory afhængig af sin ejer Newsec-koncernen, der har afgivet en støtteerklæring frem til juni 2027.
En af forklaringerne på nedturen er udviklingen i bruttofortjenesten.
Det var ikke fordi, at Newsec Advisory buldrede af sted i 2024, men i 2025 gik det helt galt. Her har man kunnet notere sig en bruttofortjeneste for året på bare 2,2 millioner kr. mod 12,3 millioner kr. året før.
Newsec forklarer selv en del af faldet med, at transaktionsmarkedet har været svigtende.
Næste røde pejlemærke kommer i forbindelse med driftsresultatet.
Newsec Advisery kom ud af 2025 med en negativ drift på 22,1 millioner kr. Hvilket også var dårligere end året før, hvor det lød på minus 8 millioner kr.
Stor udskiftning
For erhvervsmægleren blev der under sidste års ejendomsdage sat gang i en turnaround, da direktør Morten Jensen røg ud og Julie Rømsing, der også er adm. direktør i Newsec Property Asset Management, kom ind og overtog styringen med selskabet.
Siden hendes indtræden er der blevet sagt farvel til den del medarbejdere, dels er nogen funktioner blevet sløjfet, da man har vurderet, at medarbejdere i Newsec Property Asset Management, og dels er der transaktionsprofiler som Mikkel Andersen, som man har sagt farvel til.
Newsec Advisory oplyser selv, at man er gået fra 27 til 22 medarbejdere i regnskabsåret, og at oprydningen er fortsat ind i 2026.
Ledelsen forventer ikke et egentligt comeback i 2026. Året beskrives snarere som et fortsat genopretningsår, hvor Newsec Advisory stadig vil være belastet af omstruktureringer og et usikkert transaktionsmarked. Den egentlige forbedring forventes først i 2027.
Dermed er Julie Rømsing sat i spidsen for sin anden turnaaround i Newsec-koncern siden hun tiltrådte for lidt over tre år siden. I den tid er det lykkes hende at vende et stort underskud i Newsec Property Asset Management til overskud.
I begyndelsen af 2026 præsenterede Newsec Advisory Christoffer Terp Andersen som ny Managing Partner for erhvervsmæglerkæden Newsec Advisory.
Han kommer fra Urban Partners, hvor han senest har haft titlen Head of Sustainability. Før det har han været chef for ejendomme i lager- og logistikvirksomheden Pelican Self Storage og hos Novo Nordisk.