Partner, bestyrelsesformand og medstifter Andreea Kaiser, Alfa Development. Foto: Alfa Development.

Alfa: – Vi er klar til nye jordkøb

Ejendomsudvikleren Alfa Development har i 2026 solgt mere end 130 ejerboliger, hvilket svarer til 98 procent af de boliger, selskabet har sat til salg.

Det bekræfter virksomhedens forretningsmodel, slår adm. direktør Andreea Kaiser fast i forbindelse med præsentationen af Alfas årsregnskab. Samtidig understreger hun, at virksomheden er i markedet for at købe nye grunde.

– De kommende år forventes at levere stærke tal, og vi er klar til nye jordkøb, så vi kan fortsætte strategien med at udvikle og vækste Alfa Development som en af Danmarks førende boligudviklere, siger Andreea Kaiser i en pressemeddelelse.

Alfa har i foråret igangsat opførelsen af 182 ejerboliger og 133 lejeboliger i Søborg Skovby-projektet i Gladsaxe. Yderligere 100 lejeboliger forventes igangsat ultimo 2026 eller primo 2027, oplyser selskabet.

For 2026 forventer Alfa Development et moderat resultat på 10-15 millioner kr. før skat og værdireguleringer af investeringsejendomme.

Alfa Development realiserede et resultat før skat på 23 millioner kr. i 2025 mod et underskud på cirka 14,5 millioner kr. året før.

Omsætningen faldt fra 118 millioner kr. i 2024 til 85 millioner kr. i 2025, men det hænger sammen med, at Alfa først kan indregne indtægterne fra projekterne, når de står færdige. Derfor vil der ofte være udsving på toplinjen hos både Alfa og andre udviklere.

Egenkapitalen udgjorde ved årets udgang 1,04 mia. kr., og soliditetsgraden var 53 procent. Ifølge Alfa Development understreger de tal selskabets solide finansielle position og konservative risikoprofil.

Andreea Kaiser beskriver resultatet for 2025 som tilfredsstillende.

– Årsregnskabet for 2025 afspejler endnu ikke den høje salgs- og byggeaktivitet, vi aktuelt ser på tværs af forretningen. Omsætningen fra de nuværende projektsalg forventes indregnet fra 2027 og frem.

Flere projekter undervejs
I 2026 har vi igangsat de første faser af opførelsen af mere end 500 boliger i hovedstadsområdet, og alene i første halvår af 2026 er 130 boliger solgt gennem projektsalg, som tidligere beskrevet.

– Det giver os et stærkt fundament for de kommende år og understøtter vores ambition om at drive en stabil, robust og disciplineret udviklingsforretning med færrest mulige overraskelser, siger Andreea Kaiser.

Alfa Developments langsigtede vækststrategi er at udvikle boliger og byområder med fokus på byggekvalitet, livskvalitet og fællesskab samt ansvarlig økonomisk styring, samtidig med at selskabet bevarer en stærk balance, der giver mulighed for at agere selektivt og opportunistisk i et cyklisk ejendomsmarked.

Selskabet havde i 2025 investeringsejendomme for 1,4 milliarder kr.





Seneste nyt fra konferencer og events

Kommende arrangementer
Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder