mandag 15. juni 2026 08:44
Nye mandater påvirker Rubiks indtjening
Ejendomsforvalteren Rubik landede i 2025 flere betydelige mandater – blandt andet fra PFA og Commercial Real Estate Denmark.
Men den transition og onboarding af nye mandater har også ført til lavere indtjening i virksomheden.
Rubiks bruttofortjeneste faldt fra 25,3 millioner kr. til 22,1 millioner kr.
– De nye mandater påvirker midlertidigt indtjeningen, men samtidig danner de fundamentet for fremtidig vækst, skriver Rubiks adm. direktør, Jacob Smergel-Krog, til Estate Media.
Overordnet set har 2025 været et år med fokus på oprydning og klargøring for virksomheden. Man er flyttet til nye lokaler, opgraderet sin platform og på andre måder styrket organisationen. Alt sammen for at skalere forretningen og sikre højere kvalitet i leverancerne.
Afventende marked
Det danske transaktionsmarked var i 2025 kendetegnet ved høj aktivitet i første og andet kvartal, men også en markant opbremsning i årets sidste seks måneder. En opbremsning, der også har ramt Rubik, fortæller Jacob Smergel-Krog.
– På investeringssiden har aktiviteten været høj med betydelig investorinteresse og mange positive tilsagn. En del af disse er dog ikke materialiseret som følge af konkurrenceprægede salgsprocesser og en disciplineret tilgang til prissætning, skriver han.
Derudover er en væsentlig del af indtjeningen knyttet til såkaldte back-ended honorarstrukturer, der forskyder indtjeningen til de kommende år, siger Jacob Smergel-Krog.
Som følge af den lavere indtjening faldt Rubiks resultat før skat fra 8,4 millioner kr. i 2024 til 3 millioner kr. i 2025.
Forudser fremgang
Jacob Smergel-Krog stiftede Rubik Properties i slutningen af 2018 og markerede sig for alvor med flere store handler i 2020.
Rubik kom på landkortet i ejendomsbranchen og modtog prisen for årets velkomst på Ejendomsdagene samme år.
De efterfølgende år bød på solid fremgang, men ser man på det seneste års tid, minder udviklingen om en hockeystavskurve.
Først sikrede virksomheden sig et mandat på 7,5 milliarder kr., da den overtog Commercial Real Estate Denmark-porteføljen fra Fokus Nordic.
Dernæst fik den en FAIF-godkendelse (Finanstilsynets tilladelse til at drive virksomhed som forvalter af alternative investeringsfonde).
Virksomheden voksede og måtte tidligere i år flytte til nye lokaler på Sankt Annæ Plads for at få plads til de 26 medarbejdere, der snart bliver til 35.
Og i august vandt den så et PFA-mandat på 24 milliarder kr.
Det betyder, at Rubik i skrivende stund har ejendomme under forvaltning (AuM) for 40 milliarder kr., hvilket gør virksomheden til en af de største ejendomsforvaltere i Danmark.
– Samlet set står Rubik ved udgangen af året væsentligt styrket med en solid base af danske og internationale institutionelle kunder, tilstedeværelse i både København og Aarhus samt en væsentlig og voksende AuM-base, der skaber grundlag for betydelige platforms- og stordriftsfordele til gavn for vores kunder, siger Jacob Smergel-Krog.