onsdag 03. juni 2026 16:06
Sophie Hæstorp sender spaden videre til Jacob Mark
Onsdag eftermiddag blev Jacob Mark (SF) officielt ny boligminister, da afgående minister Sophie Hæstorp Andersen (S) overrakte ham en spade.
Traditionen tro blev der nemlig også udvekslet gaver – og ja, en af dem var en spade.
– Spaden symboliserer det allervigtigste: at skaffe boliger, der er til at betale. Og der er kun én vej frem. Der skal renoveres, transformeres og bygges flere boliger, sagde Sophie Hæstorp Andersen.
Jacob Mark kvitterede for spaden og erklærede sig enig i boligpolitikkens betydning.
– Boliger skaber et hjem, og mennesker har brug for et hjem. I det her regeringsgrundlag fylder boligpolitikken meget. At få en bolig, der er til at betale, er et spor, du har lagt, lød det blandt andet fra Jacob Mark til sin forgænger.
Som afskedsgave overrakte han samtidig Sophie Hæstorp Andersen en Brøndby-trøje.
