Højere inflation trækker op til renteforhøjelse

Inflationen i eurozonen steg i maj fra 3 procent til 3,2 procent.

Samtidig er der tegn på, at prispresset begynder at brede sig til andre dele af økonomien. Det skriver Søren Kristensen, cheføkonom i AL Sydbank, i en kommentar.

Stigningen er især trukket af energipriserne, der steg knap 11 procent i maj. Udviklingen er dog nogenlunde som ventet og ser ikke i sig selv skræmmende ud på nuværende tidspunkt, vurderer han.

Mere bekymrende er udviklingen i kerneinflationen, hvor energi- og fødevarepriser er renset ud. Den steg fra 2,2 procent til 2,5 procent i maj og var dermed lidt højere end ventet.

– Selvom det endnu er for tidligt med håndfaste konklusioner, så tyder det på, at de højere priser er ved at sprede sig fra energipriserne og ind i resten af økonomien. Derfor er dagens tal samlet ikke nogen god nyhed i vores optik, skriver Søren Kristensen.

Det er netop den udvikling, Den Europæiske Centralbank gerne vil undgå. Derfor vurderer cheføkonomen, at dagens tal trækker i retning af en renteforhøjelse senere i juni.

En renteforhøjelse i eurozonen vil også kunne mærkes hos danske boligejere, og særligt hvis Danmarks Nationalbank hæver renten mere end ECB.

Det venter AL Sydbank ikke, men med en stærk dansk krone vurderer Søren Kristensen, at sandsynligheden ikke er ubetydelig.

Søren Kristensen, cheføkonom, AL Sydbank.




Seneste nyt fra konferencer og events

Kommende arrangementer
Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder