mandag 01. juni 2026 07:54
Bjørnsholm fordobler resultatet
Ejendomsadministrationsselskabet Bjørnsholm, der er ejet af PHM, fordoblede resultatet før skat i 2025.
Det fremgår af selskabets regnskab.
Bjørnsholm landede et resultat før skat på 5,1 millioner kr. mod 2,66 millioner kr. året før.
Selskabet har vækstet sin bruttofortjeneste med over to millioner kr. til 25 millioner kr. og driften i selskabet er ligeledes forbedret.
Adm. direktør Per Bjørnsholm er tilfreds med resultatet.
– Det er et resultat af et stærkt samarbejde med vores kunder og en stor indsats fra vores medarbejdere. Vores fokus har været stabil drift, høj faglighed og ordentlighed i hele kunderejsen og det er fortsat fundamentet for vores forretning, siger han i en pressemeddelelse.
Bjørnsholm har i 2025 fortsat arbejdet med at udvikle samarbejdet med eksisterende kunder samtidig med at tiltrække nye kunder, der efterspørger specialiserede kompetencer inden for ejendomsforvaltning. Selskabet forventer yderligere vækst i både top- og bundlinje i det kommende regnskabsår.