fredag 15. maj 2026 10:35
Enggaard bliver presset på driften
Entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaards drift kom under pres i 2025, selv om koncernen fortsat løfter både omsætning og bundlinje.
Driftsresultatet blev næsten halveret og landede på 62,6 millioner kr. mod 130,6 millioner kr. året før.
– Udviklingen i koncernens økonomiske forhold er negativt påvirket af skærpede krav og stigende materialepriser i lighed med entreprenørbranchen generelt, skriver ledelsen.
Zoomer man yderligere ind på driften, er det tydeligt, at pengestrømme fra driftsaktivitet er vendt fra et plus på 167 millioner kr. i 2024 til et minus på 59 milloner kr. i 2025.
En væsentlig forklaring findes i udviklingen i den kortfristede gæld. Her er posten ændret fra et positivt bidrag på 106,7 millioner kr. i 2024 til et negativt bidrag på 129,3 millioner kr. i 2025.
A. Enggaards presseafdeling oplyser videre til Estate Media, at der også er en teknisk forklaring på faldet.
– At det kun er resultater fra partnerskaber, hvor A. Enggaard ejer 51 procent eller mere, der dukker op i driftsresultatet. Resten kommer ind via kapitalinteresser eller associerede selskaber. Det betyder kort fortalt, at i år hvor A. Enggaard bygger forholdsvis mere for sine 50/50-partnerskaber ift. eksterne bygherre, vil driftsresultatet være lavere, lyder det.
A. Enggaard-koncernen realiserede i 2025 en omsætning på 3,2 milliarder kr., hvilket svarer til en fremgang på tre procent sammenlignet med året før. Resultatet efter skat steg til 204 millioner kr. fra 177,7 millioner kr. i 2024.