Direktør for TN Udvikling, Torben Nielsen. Foto: TN Udvikling.

Erfarne investorer danner nyt ejendomsselskab

Folkene bag udviklingsselskabet TN Udvikling og erhvervsmægleren Metropol Erhverv har stiftet et nyt ejendomsselskab.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse mandag morgen.

Det nye selskab kommer til at hedde Sigtuna og skal i samarbejde med investorer investere i kvalitetsejendomme i Danmark.

Torben Nielsen, indehaver af TN Udvikling og partner i Sigtuna, påpeger, at selskabet går i markedet med et fundament bygget på et stærkt netværk.

– Vi har et rigtig stærkt setup, som gør os i stand til at se mulighederne i ejendomme og udvikle dem med henblik på at give investorerne et solidt langsigtet afkast, siger Torben Nielsen.

Selskabet arbejder efter en model, hvor Sigtuna først identificerer og analyserer den enkelte investeringscase. Derefter inviteres udvalgte investorer til at deltage. Først når investorholdet er på plads, bliver ejendommen købt, og investorerne er med til at træffe væsentlige beslutninger om ejendommen fremadrettet.

Kim Christensen, direktør i Sigtuna og partner i Metropol Erhverv, påpeger, at selskabets erfaring giver en fordel i arbejdet med at identificere muligheder i markedet.

– Vi har et meget stort netværk i hele landet og solid erfaring med at finde de helt rigtige investeringscases. Det gør os i stand til at identificere projekter, der er interessante for et hold af investorer. Vi finder ejendommen, og investorerne beslutter derefter, om de vil være en del af projektet, siger Kim Christensen.

København, Aarhus og Aalborg
Sigtuna har et mål om at gennemføre store investeringer i ejendomme i København, Aarhus og Aalborg. Ambitionen er at foretage betydelige opkøb i samarbejde med nøje sammensatte hold af investorer, der ønsker stabile, langsigtede afkast.

Udover Torben Nielsen, Martin Risager, Henrik Nørmølle og Kim Christensen tæller Sigtuna blandt andre arbejdende bestyrelsesformand Henrik Walther Mogensen, tidligere frontfigur i Lærernes Pension, og Lars Blaabjerg Christensen, tidligere tilknyttet pensionskassen P+, som porteføljemanager.

TN Udvikling og Metropol Erhverv har tidligere gennemført investeringer for cirka 1,5 mia. kr. Det gælder blandt andet en ejendom på Banegårdspladsen i Aarhus, lejligheder i Carlsberg Byen i København og en kontorejendom på havnepromenaden i Aalborg.

Allerede i forbindelse med købet på Banegårdspladsen i Aarhus, der blev handlet for 201 mio. kr., teasede Torben Nielsen over for Estate Media, at der var mere på vej i de to selskabers regi.





Seneste nyt fra konferencer og events

Kommende arrangementer
Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder