tirsdag 05. maj 2026 10:05
Milliardprojekt i Brøndby Strand ansætter ny direktør
Brøndby Strand står over for en af de største byudviklinger på Vestegnen i nyere tid. Nu er selskabet, der skal stå i spidsen for projektet, officielt blevet stiftet, og samtidig er den første direktør fundet.
Det oplyser Fremtidens Brøndby Strand P/S i en pressemeddelelse.
Valget er faldet på arkitekt Rasmus Jessing, der kommer fra en stilling som byggedirektør i KAB og tiltræder som adm. direktør 15 maj. Hans første opgave bliver at opbygge organisationen og etablere selskabets kontor i Brøndby Strand.
Rasmus Jessing har tidligere arbejdet med større bygge- og transformationsprojekter i både KAB, Cobe Arkitekter og Bygningsstyrelsen og ser frem til at stå i spidsen for det nye projekt.
– Det er et projekt med stor kompleksitet og store ambitioner, og netop derfor en opgave, jeg er meget motiveret af, udtaler Rasmus Jessing i meddelelsen.
Bag selskabet står Brøndby Kommune, AKF Holding og Sampension, som i december sidste år indgik en milliardaftale om at udvikle området. Planen er at skabe en ny blandet bydel med op mod 2600 boliger, ny skole, dagsinstitutioner, butikker og grønne byrum frem mod 2040. Samtidig skal infrastrukturen forbedres, og forbindelsen mellem byen, stranden og naturområderne styrkes.
