mandag 27. april 2026 08:01
Prime Office leverer nyt stabilt resultat
Den danske ejendomsinvestor Prime Office, der primært køber ejendomme i Nordtyskland, kommer ud af 2025 med et stabilt regnskab.
Omsætningen voksede en smule til 204 millioner kr. og det samme gjorde driftresultatet, der steg fra 113 millioner kr. til 114 millioner kr.
Selskabet kunne notere sig et resultat før skat på lige under 87 millioner kr.
Prime Office har opskrevet værdien af deres samlede ejendomsportefølje med 10,6 millioner kr. Den opskrivning sker på grund af udviklingen på det tyske boligmarked, mens man har nedskrevet værdien på selskabets tyske erhvervsejendomme.
Prime Office beskriver selv regnskabet som tilfredsstillende.
Prime Office A/S’ ejendomsportefølje består primært af boligejendomme (ca. 76%) beliggende i Tyskland samt kontorejendomme i Tyskland.
I Danmark har koncernen boliger under opførelse (Mejlbryggen, Aarhus Ø). Strategien er fokuseret på langsigtet ejerskab med stabilt cashflow fra boligudlejning.